Jeg kommer med min egen lille anekdote først:
Jeg havde været i mit første arbejde efter endt uddannelse i et år, da jeg til sidst ikke kunne mere grundet psykisk dårligt arbejdsmiljø, hvorfor jeg følte mig nødsaget til at sige op og sygemelde mig i opsigelsesperioden. Jeg skulle efter min opsigelse ud på arbejdspladsen igen og aflevere min arbejdscomputer, hvilket var noget, jeg virkelig skulle tage mig sammen til, fordi jeg syntes det var så ubehageligt at skulle derud igen og stå ansigt til ansigt med min sure chef.
Der var sne udenfor på det tidspunkt og jeg havde ikke kørt i min bil i et stykke tid, så jeg skulle have skovlet/skrabet den ren for sne. Da jeg begynder på det, kommer en mega sød og imødekommende kvinde fra opgangen ved siden af mig hen og snakker til mig og hjælper mig, uden jeg har spurgt om hendes hjælp. Hun lånte mig sin isskraber, som var bedre end min egen og hun var en del højere end mig og gjorde hele sit jakkeærme vådt for at skubbe alt sne ned fra min bils tag. Selvom det måske for andre lyder som en lille gerning, så betød den alt i verden for mig lige der, fordi jeg havde det så skidt og følte mig så alene i verden. Hendes hjælp mindede mig om, at der findes gode mennesker omkring mig - endda fremmede mennesker - som vil mig det godt, hvilket gav mig flere kræfter til at køre afsted og få afleveret min computer. Kvinden vidste ikke hvilken situation, jeg befandt mig i på det tidspunkt og jeg sagde selvfølgelig heller ikke noget om det til hende, men hvis jeg ser hende igen en dag, overvejer jeg lidt at fortælle hende, hvor meget jeg faktisk satte pris på hendes lille gode gerning den dag.
Har I lignende historier fra jeres liv, så vil jeg med glæde høre dem, så vi kan sprede noget god energi og nogle gode fortællinger om andre mennesker😁🫶🏼
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/HappyBananasplit at 2024-03-13 18:28:01+00:00.
mosvane at 2024-03-13 23:07:43+00:00 ID:
kureqkaJeg var på Færøerne med en god ven og tage billeder af naturen. Et af stederne vi ville tage billeder af var Sørvágsvatn, en sø, omgivet af nogle store klipper, som giver en optisk illusion af søen flyder i luften. Der var en times gåtur derud. På vej derud møder vi en færing, som er på vej tilbage, hilser mens vi går forbi, og tænker ikke mere over det.
Vi når ud til stedet og det er overvældende smukt, og bruger en del tid på at tager billeder, udforske området og bare hygge os. Solen går ned og vi begynder at gå tilbage.
Vi har måske gået i 20 minutters tid før vi igen møder den samme færing vi mødte på vej derud. Han stopper op fortæller os, at han var glad for at møde os og han var kommet tilbage for at sikre sig, at vi var okay. Han camperede på parkeringspladsen ved begyndelsen af stien. Han var blevet nervøs for os, da vi ikke var kommet tilbage efter et stykke tid og ville sikre sig, at vi ikke var kommet til skade. Vi snakker altså om, at han lige satte to timer af for at tjekke om de her to ukendte mænd han hilste på på stien, nu også var ok.
Vi takkede ham mange gange for omtanken og så brugte vi ellers hele den resterende tur tilbage på at snakke med ham om færøsk kultur, hans familie osv. Han var bare helt igennem flink og rar. Og det var sådan set gældende for alle færinge vi mødte på den tur, flinke, rare og helt vildt gæstfrie. Men jeg husker særligt ham her; det er ikke hver dag man støder på så uselvisk adfærd.