kas-sol at 2024-03-13 23:16:43+00:00 ID: kur8udb

Jeg er selv egentlig blevet opfostret pan ("Et hul er et hul, så længe du har samtykke" var mine forældres mere eller mindre pædagogiske vinkling), men har dog været forholdsvis heldig i forhold til at kunne passere som cishet, så det meste har været ting jeg har overværet eller på anden måde ikke har været direkte modtager af med mindre jeg selv har været åben omkring at være queer, hvilket oftest først skete når jeg sagde fra overfor den slags nederen opførsel.

Som yngre på folkeskole i Nordsjælland var både racisme og queerfobi ekstremt almindeligt, dog mest fra en mindre gruppe af de mere velhavende/privilegerede, der brugte det til at mobbe andre, og for størstedelen var det mere noget man bare tolererede nedgørelsen af og ellers ikke talte om fordi os der gjorde altid bare endte som det nye mål. På gym var det en del bedre da vi var flere der på den ene eller anden måde ret hurtigt blev åbne om at være queer, men det var dog kun i forhold til seksualitet, transfobi var stadig en rimelig acceptabel ting, og det var generelt ikke noget de fleste sagde fra over for bortset fra et henkastet "ej stop nu" som så blev ignoreret som en joke.

Senere har jeg haft et par fysiske konfrontationer over ting som pride flag eller andet lignende, men det har mest været folk der spillede op og så ikke turde tage den længere, men her er jeg virkelig ikke i tvivl om min statur/fremtoning har været grunden, altså at det ikke var fordi de ikke havde lyst til at gøre noget fysisk, men mere at de ikke mente de ville slippe godt af sted med det.

For min kæreste er det væsentligt værre, han er trans-mand og mere androgyn end jeg er, og får næsten dagligt tilråb og nederen kommentarer, og har også måttet stoppe psykiatrisk forløb grundet transfobi fra de indblandede.