Jeg kommer med min egen lille anekdote først:
Jeg havde været i mit første arbejde efter endt uddannelse i et år, da jeg til sidst ikke kunne mere grundet psykisk dårligt arbejdsmiljø, hvorfor jeg følte mig nødsaget til at sige op og sygemelde mig i opsigelsesperioden. Jeg skulle efter min opsigelse ud på arbejdspladsen igen og aflevere min arbejdscomputer, hvilket var noget, jeg virkelig skulle tage mig sammen til, fordi jeg syntes det var så ubehageligt at skulle derud igen og stå ansigt til ansigt med min sure chef.
Der var sne udenfor på det tidspunkt og jeg havde ikke kørt i min bil i et stykke tid, så jeg skulle have skovlet/skrabet den ren for sne. Da jeg begynder på det, kommer en mega sød og imødekommende kvinde fra opgangen ved siden af mig hen og snakker til mig og hjælper mig, uden jeg har spurgt om hendes hjælp. Hun lånte mig sin isskraber, som var bedre end min egen og hun var en del højere end mig og gjorde hele sit jakkeærme vådt for at skubbe alt sne ned fra min bils tag. Selvom det måske for andre lyder som en lille gerning, så betød den alt i verden for mig lige der, fordi jeg havde det så skidt og følte mig så alene i verden. Hendes hjælp mindede mig om, at der findes gode mennesker omkring mig - endda fremmede mennesker - som vil mig det godt, hvilket gav mig flere kræfter til at køre afsted og få afleveret min computer. Kvinden vidste ikke hvilken situation, jeg befandt mig i på det tidspunkt og jeg sagde selvfølgelig heller ikke noget om det til hende, men hvis jeg ser hende igen en dag, overvejer jeg lidt at fortælle hende, hvor meget jeg faktisk satte pris på hendes lille gode gerning den dag.
Har I lignende historier fra jeres liv, så vil jeg med glæde høre dem, så vi kan sprede noget god energi og nogle gode fortællinger om andre mennesker😁🫶🏼
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/HappyBananasplit at 2024-03-13 18:28:01+00:00.
NutterintheBox at 2024-03-13 19:29:14+00:00 ID:
kuq097iDet er mange år siden, og jeg var ret ung og virkeligt langt ude. Led af voldsom depression, og diverse andre ting. Sad og ventede uden for den lokale kommune (på parkeringspladsen), og skulle til endnu en obligatorisk sagsbehandlersamtale, og følte mig fjernt fra alt og alle.
Jeg lignede vist en der ville til at hoppe i havet eller lignende for en mand (Stor, bistert udseende, midaldrende og klædt i håndværkertøj) der kom forbi kom bare med et ægte opmuntrende smil, og sagde noget med ”Det skal nok gå, du kommer igennem det” mens han så mig direkte i øjnene.
Han gik videre, men han havde på en eller anden måde fået mig lidt mere tilbage virkeligheden. Jeg følte jeg blev set.
Den mand reddede min dag, og jeg aner ikke hvem, han var.
HappyBananasplit (OP) at 2024-03-13 20:44:08+00:00 ID:
kuqf89uKan virkelig godt sætte mig ind, hvordan du har haft det her. Det er satme ikke nemt at blive presset af og kastet rundt i vores system, når man i forvejen har det svært. Man føler sig bebrejdet, mistænkeliggjort og umyndiggjort, så det lyder virkelig rart, at denne mand kunne skabe lidt glæde for dig i det mindste😄
NutterintheBox at 2024-03-13 21:03:06+00:00 ID:
kuqipvxDer var jo de ting i det, og min sygdom dengang gjorde også, at jeg ofte følte, at jeg befandt mig i en "boble". Især når jeg havde de værre dage.
Det fik han hevet mig lidt ud af. Han viste mig, at jeg ikke var så langt væk fra den virkelige verden, som jeg følte. - Og jeg synes det var guld værd, at han tog den tid (Om end kort) at komme med en opmuntring til en fortabt teenager.
De fleste mennesker ville bare være gået hurtigt forbi.