SilveredUndead at 2024-03-13 15:22:59+00:00 ID: kuozn3g

Jeg vil give Mette ret i at man ser sig meget blind på den her debat, og skærer den alt for meget over i sort sort/hvid spørgsmål, som du enten er for eller imod. Det er ikke virkeligheden, og jeg er også skuffet over at nogen der kalder sig selv for læger og psykologer laver så unuancerede udtalelser.

1. Er diagnostikken af børn med prepubertær eller pubertær kønsdysfori 100 procent sikker? Kan vi være sikre på, at børnene vil føle sig sådan, når puberteten er tilendebragt og resten af livet?

Jeg kan bekræfte, som en der selv har været her, at nej, man er ikke 100% sikker. Jeg tror ikke på at jeg er unik, og jeg mener at enhver der tror at det overhovedet er tæt på 100%, er ekstremt virkelighedsfjerne.

Mange forældre vil ikke deres børn det bedste. Hvis man følger lidt med i medierne, og prøver at tale med udsatte børn, så er det hurtigt tydeligt at vi taler om en ret betydelig del af forældre, og det er kun dem hvis børn faktisk bliver hørt. Det gjorde jeg ikke. Mine forældre gjorde alt for at jeg skulle blive et komplet kønsforvirrede barn. Storebrors gamle tøj var min garderobe, underernæring sørgede for at min kropsbygning aldrig helt stoppede med at ligne en teenage dreng, og jeg blev aldrig kaldt ved køn, ikke engang datter. Det tog lang tid før jeg endelig fandt glæde i min egen krop. Havde det her med kønsskifte været en ting mine forældre havde kunne skubbe mig igennem, så havde de gjort det. Jeg kan uden tvivl sige at jeg havde været endnu mere ødelagt i dag, hvis de havde gjort det.

Vi skal have alle midler på bordet for at sikre at alle kan få et godt liv, og det skal uden den mindste tvivl være en mulighed for folk med kønsdysfori at få den hjælp de har brug for. Men den her ensidige samtale om at man skal ud i hormonblokere og kønsskifte operationer er farlig. Man er i en alder hvor ens forældre meget nemt kan manipulere en til et punkt hvor man ikke kan skelne imellem hvad man vil og hvad der er bedst for en, og hvad ens forældre prøver at tvinge en igennem. Jeg stoler heller ikke et sekund på at de læger og psykologer kan se forskellen. Hvis de kunne, så havde min barndom set meget anderledes ud.

Det er et meget nuanceret emne, og den her ekstreme tilgang vi prøver at tvinge igennem, kommer til at skade utroligt mange børn hvis man ukritisk lader det være op til forældrene. Der skal være en meget mere forsigtig tilgang til det, og det må altid være bedre at være sikker. Hvis man ikke syntes det er vigtigt at være 110% sikker, så er man ikke interesseret i børnenes bedste.

At det lægevidenskabelige samfund på den her måde affejer gyldig kritik af deres manglende statistik og forståelse for emnet, er enormt skidt, og det vil ende med en større gruppe unge der har fået ødelagt deres liv fordi nogen fejlagtigt troede at de havde en magisk løsning der virker for alle. Det er ikke tilfældet, og man ligger alt for meget tillid i at forældre kan varetage deres børns interesser bedst.