this post was submitted on 12 Mar 2024
1 points (100.0% liked)

/r/Denmark

153 readers
1 users here now

GÅ TIL FEDDIT.DK

Kommentarerne du skriver her sendes ikke tilbage til Reddit.

founded 1 year ago
MODERATORS
 

Hejsa :)

Jeg er en 25 årig kvinde som læser på 2 semester på en bachelor. Det er først for nyligt, at jeg er begyndt at leve som et ungt menneske, da jeg har brugt størstedelen af 20’erne og min barndom på overlevelse. Jeg er vokset op i systemet, og da jeg fyldte 18 stod jeg og var hjemløs efter et groft overfald fra min far. Jeg flyttede på krisecenter i 10 måneder og var heftig misbruger.

Nu er jeg 25 og ude af det hele - hvilket også giver plads til, at jeg kan mærke mig selv. Jeg føler nu en dyb sorg over, at jeg har mistet så mange år på at kæmpe. Jeg har ikke rigtig fået lov til at være ung på den måde jeg er nu. Jeg oplever også, at min omverden møder mig på en bestemt måde. Mange af mine medstuderende er 19-21 år gamle, og deres svar til at jeg er 25 er oftest “det kan man ikke se”. Retorikken omkring min alder er meget, at jeg er “ældre”. Dem jeg kender på min egen alder er ligeledes allerede i færd med børn, forlovelse etc. Jeg føler at jeg har en klump i maven over det. Jeg føler mig ekstremt stresset over, at min omverden behandler mig som om, at min udløbsdato snart er nået og at jeg skal skynde mig at få børn. Samtidig føler jeg et enormt stort behov for at opleve, at være ung, at prøve alle de ting jeg aldrig har fået lov til. Jeg føler at jeg er blevet frarøvet min ungdom, hvilket er så ironisk da jeg stadig er ung og netop mister endnu mere af den ved ikke at nyde det og føle mig stresset.

Jeg ved godt at min verden er lille, og at min bekymring i det store billede blot er bagateller, for jeg er stadig meget ung! Jeg har nok bare brug for nogle ydre perspektiver, og en følelse af, at det hele nok skal gå :)


Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!

The original was posted on /r/denmark by /u/Leoronaz at 2024-03-12 15:41:29+00:00.

you are viewing a single comment's thread
view the rest of the comments
[–] [email protected] 1 points 7 months ago (2 children)

ScarecrowJohnny at 2024-03-12 15:56:02+00:00 ID: kujc5c3


Jeg er 37 år gammel og lever ca. på samme måde som da jeg var 20 og dét passer mig fint.

Mange vil fortælle dig (direkte eller mere indirekte) at du absolut skal gå ud og finde den eneste ene og få 2,5 børn, villa og vovse - for det har samfundet bestemt. Og det skal helst være før du fylder 30.

Men helt ærligt - hvorfor ikke bare leve som du har lyst til og så skide højt og flot på andre folks forventninger? Det har jeg gjort ind til videre - med stor succes! Gå i byen (hvis du har råd) og hav det sjovt! 25 er ingen alder. Du kan sagtens nå det. :)

[–] [email protected] 1 points 7 months ago

Leoronaz (OP) at 2024-03-12 18:02:53+00:00 ID: kujz7t1


Mange tak for din kommentar! Det betyder meget😌🙏🏻 du har helt ret

[–] [email protected] 1 points 7 months ago (1 children)

xantiema at 2024-03-12 19:42:45+00:00 ID: kukgpz4


Det er ekstremt dårligt råd. Man bliver nødt til at tænke fremadrettet hvis man vil nå visse ting i livet, som desværre skal ske indenfor en hvis fase. Sælg ikke din fremtid for midlertidig lykke. Spørg dig selv hvad du specifikt gerne vil nå, og planlæg derefter således du er tilfreds med livet som en helhed. Hvis du kun jagter lykke her og nu finder du hurtigt ud af hvor patologisk det kan blive.

[–] [email protected] 1 points 7 months ago

ScarecrowJohnny at 2024-03-12 20:06:01+00:00 ID: kukkoa5


Tror du misforstår mit indlæg. Jeg siger ikke at man ikke skal planlægge fremtiden. Blot at man ikke skal lade samfundet dikterer hvad man skal bruge livet på, samt hvornår man skal gøre det (og da slet ikke som 25-årig.). Klart - hvis du er kvinde og gerne vil have børn, så er der en biologisk tidsbegrænsning - og du kommer nok heller ikke til at gå op ad Kilimanjaro som 90-årig. Ud over biologiske faktorer synes jeg dog det er fri leg, og folk skal leve dét liv der gør dem glade - og ikke dét liv som samfundet prøver at bilde dem ind gør dem glade.

Jeg lever dog selv mit bedste liv, frivilligt uden børn, og dét er der bestemt intet "patologisk" i, som du beskriver det. Men nogle folk kan jo slet ikke klare, eller forstå at nogle andre folk gerne vil leve uden for normen. :)