Jeg gider ikke leve mere. Jeg har siden jeg var barn haft det elendigt. Jeg var et uønsket barn og mine forældre valgte alkoholen frem for mig, til hver en tid. Jeg har aldrig formået at få et ordentligt venskab fordi jeg sikkert har været for mærkelig, qua min opvæskt. Jeg har fået nok. Nok af folk har misbrugt mig, fordi jeg ikke kunne gennemskue deres hensigt. Min storebror døde da jeg var helt lille og han var det eneste holdepunkt for mig, jeg følte han var mig 1:1. Min mor døde i 2018. Så mine spørgsmål bliver aldrig besvaret. Jeg blev seksuelt misbrugt som barn, bare fordi jeg så gerne ville elskes fordi jeg aldrig følte mig god nok, så på den måde fik jeg et stk slik for at have været en god pige og have gjort en seksuel ydelse, hvilket gav mig den beskæftigelse jeg manglende. Selvmord er amatøragtig, man bør tænkte på dem man efterlader. Men hvad er de værd, når de ikke er der mens man er her. Jeg føler jeg har råbt og skreget, gjort mit for at blive set. Jeg kan ikke dette mere. Vores samfund er ikke bygget til en som mig. Selvmordslinjen har tider på deres telefontid, hvorfor har den lukket på de tidspunkter hvor folk har mest brug for en beroligende stemme når man står på kanten til at springe? Denne verden er for kompleks til jeg kan forstå den. Jeg vil ikke søge opmærksomhed, jeg vil ikke lave et råb om hjælp! MEN jeg kan vitterligt ikke mere og jeg har bare brug for at have noget på skrift når nogle finder mig, og jeg forhåbentlig har nået at få den fred som jeg inderligt ønsker. Ingen forstår den smerte jeg hver evig eneste dag gennemlever, jeg har forsøgt at forklare den men ingen forstår den. Jeg har siden jeg var helt lille haft disse mareridt, om det fordi jeg blev seksuelt forulempet første gang jeg var 5 år, eller mine forældres hang til alkohol i stedet for at tage varer på det barn de valgte at få sammen ved jeg ikke. Jeg er opvokset med at få at vide jeg er ingenting og jeg ikke skulle regne med at blive til noget, at jeg var uønsket. Min mor havde diverse psykiske lidelser, det fandt jeg først ud af da hun lod sig dø langsomt, velvidende hun godt vidste det fordi hun var uddannet sygeplejerske. HUN GAD BARE IKKE MERE!! Så nu står jeg her, 29 år gammel og kan ikke magte mere. Gået igennem diverse forløb. Psykiatri. Diverse diagnoser, uden svar på om det er dem jeg har. Jeg kan ikke mere, jeg er træt. Og føler mig så alene og misbrugt på at føle mig forstået. Jeg svælger mig i mænd som er på min fars alder, fordi jeg formentlig har et issue. Et issue som aldrig bliver forløst. Fordi en gal mand valgte at misbruge min barnetillid. Mit 5-årige jeg, som bare ville forståes, elskes og anerkendes. Den omsorg jeg manglede i mit hjem, blev hans rige. Og det rige fortsatte, fordi jeg lod det være normalen. Jeg kan ikke skrive mere, mit sind er så slidt og jeg føler jeg har levet i en uendelighed og lige meget hvem jeg betroer mig bare en lille smule til, lukker af. JEG FØLER MIG SÅ ALENE I VERDEN OG GÅR HERFRA ALENE.
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Khaleesi66 at 2024-03-10 04:04:27+00:00.
Lille-Mus at 2024-03-10 08:04:50+00:00 ID:
ku724aqDer er mange følelser og tanker, der går igennem mig lige nu. På en måde føler jeg mig mindre alene i en verden, der synes at bestå af 'normale' og priviligerede mennesker uden de store udfordringer, og på en anden måde gør det mig ondt at læse, at du også har det svært. Jeg har selv været udsat for emotionel misbrug og psykisk vold, seksuel misbrug, social udstødelse og mobning, og er det stadig i en vis grad.
Det føles som om alle har et vellønnet job, som de formår at passe, de bor på de skønne villaveje med en fin Tesla i indkørslen. Jeg føler mig så tit overset i denne verden. Jeg er usynlig i en verden fyldt med mennesker, der ikke ønsker at se, og jeg skriger så højt, jeg kan, om hjælp i en verden af døve. Det hele føles så meningsløst, og hvis der ikke var den dårlige samvittighed overfor min familie og frygten for at overleve et selvmordsforsøg med en svær hjerneskade eller fysisk handicap, så ville jeg for længst have forladt denne verden. Alle lover bedre tider, men ingen begriber, at der ikke er noget håb. Når jeg åbner op omkring, at jeg snart bryder fuldstændig sammen, så får jeg bare at vide, at 'andre har det også svært'. Hvorfor råbe om hjælp, når folk alligevel ikke vil hjælpe en som mig?
Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg altid været den mærkelige og den, der ikke hører til, og som skal udstødes. Jeg har ikke gjort nogen fortræd, men alligevel blev jeg mødt med afsky og nedladende blikke hele mit liv. Som videnskabsinteresseret og en, der plejer at tænke rationelt og logisk, tror jeg hverken på skæbnen eller det overnaturlige, men jeg begynder at tvivle på, hvad der er rigtigt og forkert. Det kan ikke længere være tilfældigt, at folk behandler mig som en lort under deres sko. Jeg prøver med nød og næppe at få afsluttet min HF efter en årrækkes pause på grund af svær psykisk sygdom, mens jeg arbejder i et job, der nødigt kan forsørge mig. Et job, hvor jeg bliver mødt med nedladende blikke og som har gjort min depression meget værre, end den nogensinde har været. Jeg har ingen mulighed for at sige op, da der ikke findes andre studiejob, jeg ville være i stand til at udføre med de diagnoser og udfordringer, jeg har. Og der er alligevel ingen, der vil give en som mig en reel chance. Jeg er bare et redskab, der nemt kan erstattes, og som intet er værd. Hver gang jeg har forsøgt at italesætte, at jeg ikke har det godt og at jeg ikke kan holde til mere stress, blev der reageret med vrede og uforståenhed. Al den smerte kan jeg ikke engang drukne i alkohol, da jeg næppe har råd til ordentlig mad eller medicin. Nogle gange tænker jeg på, om jeg ikke bare skal gøre 'det' på arbejdet eller foran en masse mennesker. Folk lytter og tager det først seriøst, når det er for sent. Sådan har det altid været.
Min angst blev så svær, at jeg tit ligger vågen med dødsangst og har svært ved at forlade hjemmet. Bare et uhøfligt blik kan vælte min verden på en af de adskillige svære dage. Jeg har for længst mistet tilliden til menneskeheden. Nogle nætter samler jeg alle mine ejendele omkring min seng, fordi jeg bliver rædselsslagen og frygter, at bygningen styrter sammen, eller en eller anden katastrofe kommer. Jeg er for det meste dissocieret fra det hele, hukommelsen svigter, og jeg kan ikke koncentrere mig længere. Jeg vil bare have det godt og være lykkelig. Jeg kunne blive ved, men der er alligevel ingen, der interesserer sig for det.
Jeg sender dig masser af kærlighed og håber af hele mit hjerte, at det hele bliver bedre for dig. Du fortjener ikke al den smerte. Selvom jeg selv ikke altid følger dette råd, vil jeg dog gerne og oprigtigt fortælle dig, at der altid kan komme bedre og lysere dage, og at du skal blive her. Måske hjælper tanken også dig om ikke at lade de andre vinde. Nogle gange hjælper det mig at tænke, at hvis jeg forlod denne verden, så havde de andre vundet og fået det, som de gerne ville have opnået. Og jeg vil ikke give dem denne tilfredsstillelse. Succes er den bedste hævn. Bliv her! ❤️🩹