Jeg gider ikke leve mere. Jeg har siden jeg var barn haft det elendigt. Jeg var et uønsket barn og mine forældre valgte alkoholen frem for mig, til hver en tid. Jeg har aldrig formået at få et ordentligt venskab fordi jeg sikkert har været for mærkelig, qua min opvæskt. Jeg har fået nok. Nok af folk har misbrugt mig, fordi jeg ikke kunne gennemskue deres hensigt. Min storebror døde da jeg var helt lille og han var det eneste holdepunkt for mig, jeg følte han var mig 1:1. Min mor døde i 2018. Så mine spørgsmål bliver aldrig besvaret. Jeg blev seksuelt misbrugt som barn, bare fordi jeg så gerne ville elskes fordi jeg aldrig følte mig god nok, så på den måde fik jeg et stk slik for at have været en god pige og have gjort en seksuel ydelse, hvilket gav mig den beskæftigelse jeg manglende. Selvmord er amatøragtig, man bør tænkte på dem man efterlader. Men hvad er de værd, når de ikke er der mens man er her. Jeg føler jeg har råbt og skreget, gjort mit for at blive set. Jeg kan ikke dette mere. Vores samfund er ikke bygget til en som mig. Selvmordslinjen har tider på deres telefontid, hvorfor har den lukket på de tidspunkter hvor folk har mest brug for en beroligende stemme når man står på kanten til at springe? Denne verden er for kompleks til jeg kan forstå den. Jeg vil ikke søge opmærksomhed, jeg vil ikke lave et råb om hjælp! MEN jeg kan vitterligt ikke mere og jeg har bare brug for at have noget på skrift når nogle finder mig, og jeg forhåbentlig har nået at få den fred som jeg inderligt ønsker. Ingen forstår den smerte jeg hver evig eneste dag gennemlever, jeg har forsøgt at forklare den men ingen forstår den. Jeg har siden jeg var helt lille haft disse mareridt, om det fordi jeg blev seksuelt forulempet første gang jeg var 5 år, eller mine forældres hang til alkohol i stedet for at tage varer på det barn de valgte at få sammen ved jeg ikke. Jeg er opvokset med at få at vide jeg er ingenting og jeg ikke skulle regne med at blive til noget, at jeg var uønsket. Min mor havde diverse psykiske lidelser, det fandt jeg først ud af da hun lod sig dø langsomt, velvidende hun godt vidste det fordi hun var uddannet sygeplejerske. HUN GAD BARE IKKE MERE!! Så nu står jeg her, 29 år gammel og kan ikke magte mere. Gået igennem diverse forløb. Psykiatri. Diverse diagnoser, uden svar på om det er dem jeg har. Jeg kan ikke mere, jeg er træt. Og føler mig så alene og misbrugt på at føle mig forstået. Jeg svælger mig i mænd som er på min fars alder, fordi jeg formentlig har et issue. Et issue som aldrig bliver forløst. Fordi en gal mand valgte at misbruge min barnetillid. Mit 5-årige jeg, som bare ville forståes, elskes og anerkendes. Den omsorg jeg manglede i mit hjem, blev hans rige. Og det rige fortsatte, fordi jeg lod det være normalen. Jeg kan ikke skrive mere, mit sind er så slidt og jeg føler jeg har levet i en uendelighed og lige meget hvem jeg betroer mig bare en lille smule til, lukker af. JEG FØLER MIG SÅ ALENE I VERDEN OG GÅR HERFRA ALENE.

Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!

The original was posted on /r/denmark by /u/Khaleesi66 at 2024-03-10 04:04:27+00:00.