WolfeTones123 at 2024-03-09 14:27:47+00:00 ID: ku2o27j

Det var ikke et folkeopløb. Det var repræsentanter for Københavns Borgerrepræsentation, der afleverede en petition kort tid efter (i januar 1848), det enevældige styre selv havde tilkendegivet, at man ville afvikle enevælden og indføre et konstitutionelt styre. Det var så lovligt, som man kunne forestille sig i den tid.

Det var hamrende ulovligt ud fra alle enevældens forordninger, politiplakater og reskripter om opløb og folkeforsamlinger at samles flere tusinde mennesker for at indgive politiske krav til kongen. Det var hamrende ulovligt at agitere for afskaffelsen af enevælden, hvorfor flere nationalliberale jo også sad i fængsel for det gentagne gange.

Vi kan godt lade som om, at disse lovbrud, disse overskridelser af status quo, ikke har haft betydning for, at Frederik 7. til sidst læste skriften på væggen og frivilligt lod staten omkalfatre, og at overgangen skete i strålende harmoni, men det ville være endimensionelt. Det er udelukkende tradition, at martsbegivenhederne ikke er blevet beskrevet som revolutionære.

Kontekstuelt må du jo også anerkende, at det er afgørende, om civil ulydighed foregår i et demokrati eller ikke. I et demokrati er der lovlige veje til at tililendegive sine holdninger, det er der ikke i ufri og undertrykkende systemer. I sådanne styreformer tjener pænheden ganske rigtig det etablerede styre, men sådan er det ikke i et demokrati, navnlig ikke i et demokrati som det danske.

Forskelle, selvfølgelig.

Men jeg er ikke med på den her idealistiske dyrkelse af det danske demokrati eller det liberale demokrati i det hele taget.

Der er ikke noget, der fordrer, at uret altid kan kommes til livs gennem de etablerede love, retsprincipper og formaliteter i Danmark, alene fordi vi lever i et liberalt demokrati. Det er jo heller ikke sådan, at vi i et liberalt demokrati ikke længere er underlagt tvang, lov og herskende interesser.

Hvis man ellers gider anerkende det historiske faktum, at konflikt og udfordring af status quo har været formende for vores moderne folkestyre, så får man et stort forklaringsproblem på, hvorfor vi nu lever i en tid, hvor den slags kategorisk er uberettiget. Har vi bare nået enden på historien? Har vi nået den logiske konklusion på det liberale demokrati?