mrthomani at 2024-03-07 20:25:59+00:00 ID: kttqx49

Vi er tilbage i slut-firserne på den nu nedlagte "Hånbækskolen" i Frederikshavn. Jeg havde Erik Nielsen som klasselærer og til dansk og engelsk. Han var en god og dygtig lærer.

En dag en engelsktime i 8. klasse, midt i vi sidder og laver en eller anden opgave, siger Erik:

"Mrthomani, vil du lige gå med udenfor døren et øjeblik."

Jeg vidste ikke af at jeg havde lavet ulykker, alligevel tror man jo det værste. Men da vi var kommet ud, sagde han i stedet:

"Dit engelsk er nu på et niveau hvor jeg ikke kan lære dig mere. Jeg forventer at du kommer til undervisningen, men så længe det ikke forstyrrer de andre elever, må du lave hvad der passer dig. Jeg kan også være behjælpelig med at finde bøger eller andet materiale til selvstudium, hvis du ønsker det."

Min respekt for Erik var allerede stor, men den voksede alligevel. Og den dag lærte jeg en livslektie: Man bli'r ikke et mindre menneske af at indrømme egne fejl og mangler, eller at nogen er bedre til noget end man selv er -- tværtimod, faktisk.

(Jeg har også haft lærere der aldrig ville indrømme hvis de havde lavet en fejl, eller hvis en elev vidste en enkelt ting om deres fag, som de ikke selv var klar over. De var alle som en små, ynkelige mennesker).