qchisq (OP) at 2024-03-07 12:53:47+00:00 ID: ktrcnn8

For det første vil de fleste udledninger være omfattet af EU's kvotesektor, hvor EU regulerer udledningen direkte. Hidtil har industri, kraftværker og fly været omfattet, men nu udvides den med søfart, og fra 2027 indføres et nyt kvotesystem for opvarmning og transport – med sigte på at lægge det ind i det oprindelige kvotesystem.

Det vil altså stort set kun være landbrugets udledninger af andre drivhusgasser end CO2, som vil ligge uden for kvotesystemet, og selv her har blandt andet den danske regering ambitioner om at få udledningerne med på sigt. Der vil i så fald ikke være udledninger tilbage, som ikke allerede er reguleret af EU.

For det andet er der omfattende lækage inden for kvotesystemet.

Når det såkaldte kvoteoverskud forsvinder, vil lækagen være 100 procent. Indtil da kan den såkaldte kvotestabiliseringsmekanisme skabe lidt slør i systemet. Derefter vil mindreudledninger i Danmark altså én til én føre til merudledninger i andre EU-lande.

Den tredje årsag er dobbeltregulering. Det er under alle omstændigheder uforeneligt med omkostningseffektivitet at rette flere redskaber og mål mod de samme udledninger. Omkostningseffektivitet kræver derimod en ensartet pris på drivhusgasser – uden andre bindinger.

For det fjerde er der en betydelig risiko for at få et nyt dansk klimamål, som er skævt og tilfældigt. Det har været tilfældet hidtil. Tidligere klimamål gik ikke på klimaproblemet, som er udledningen af drivhusgasser, men andelen af vedvarende energi og energiforbruget.

Læg mærke til at meget lidt af argumentet handler om økonomi, men derimod om effektiviteten af klimamålet i sig selv