Exo_Sax at 2024-02-13 16:14:16+00:00 ID: kqablqx

Hvis man har skabt et samfund der tilskynder en senere og senere debut som forælder, så er det tilskyndelserne i samfundet - og derfor samfundets interne systemer - der udgør problemet. Under de omstændigheder, så kan man ikke lokke eller presse de unge til at få børn tidligere; man må ind i maskinrummet og løse de flaskehalse der gør, at så mange føler, at de ikke både kan leve op til samfundets krav om uddannelser og produktivitet, samt samfundet krav om videreførelse.

Med fuldtidsuddannelser og deltidsjob, usikre ledighedsperioder, en svær indgang til arbejdsmarkedet og korte, midlertidige ansættelser indtil man er etableret og for en stund bliver fastansat, så tænker jeg i hvert fald, at jeg kan tælle en solid håndfuld grunde til, at nogle segmenter blandt de unge nærmest når at blive midaldrende, før de føler, at deres fundament er stabilt nok til, at man tør begynde at bygge sig en familie. Tilføj et kulturelt pres i form af en accelererende oplevelseskultur og en konstant tilskyndelse til hyperindividualisering og et dertilhørende evigt behov for kontinuerlig selvrealisering, og så kommer man jo hurtigt til at føle, at "familien som projekt" kommer til at fylde for meget i forhold til "selvet som projekt". Men udvikle og omstille sig skal man jo; at stå fast er i samfundets og politikernes øjne at stagnere, for at parafrasere Svend Brinkmann. At slå rødder er blevet et negativt begreb, men rodløshed er et ringe grundlag for tryghed, og uden tryghed bebrejder jeg ingen, at vedkommende måske tænker, at en graviditet er for overvældende.

Vi kan ikke både have et accelererende samfund med "evig vækst" og i konstant udvikling, samt et stabilt samfund med kontinuitet og tryghed; det er enten eller, og vi har valgt acceleration (eller rettere, acceleration er blevet valgt for os). Uden tryghed, ingen kontinuitet.