Hvis vi antager, at du ikke er nødt til at forsinke eller pause din uddannelser, at du ikke skal tage eksamener og/eller fag om, og at du i øvrigt ikke tager et eller flere sabbatår, men har styr på, hvad du vil, lige fra start af.

Dertil kommer en historisk presset indgang til arbejdsmarkedet med en halveret dagpengeperiode. Hvornår du har kapital er et spørgsmål om, hvor mange indbringende jobs, du kan få adgang til; hvis du da i det hele taget er så heldig at blive hyret. Men penge er kun én faktor. Så er der også trygheden. I et virvar af vikariater og projektansættelser, måske drysset med lidt freelance arbejde ved siden af, er det svært at finde roen til at etablere et stabilt parforhold, foruden bare at tænke på at få et barn midt i det hele. Og selv med en eventuel fastansættelse, og den tryghed, dette vil bringe, så har vi slet ikke talt om fremtidsudsigterne; er du en sparerunde fra at være arbejdsløs igen? Hvordan ser økonomien i øvrigt ud, og hvorfor snakker folk pludseligt om recessioner? Og så er der de mere abstrakte faktorer; virker verden ikke mere utryg? Er demokratiet stabilt? Begynder vi i øvrigt ikke også at mærke meget mere til alt det der med klimakrisen og sådan noget?

Det kan ikke undre nogen, at alt det der med babyer og det traditionelle familieliv pludseligt kan virker enormt fjernt og fremmet.