ParadiseLost91 at 2024-02-13 16:42:57+00:00 ID: kq9b6c9

Som kvinde der netop er fyldt 32 er jeg rørende enig. Jeg gider heller ikke føde børn, og risikere liv og lemmer, en ødelagt krop og hvad der ellers følger med, bare for at lave samfundsborgere til en brændende planet.

Men vigtigst af alt, og nu får jeg nok folk på nakken - Det er altså først nu, at jeg har kunne leve det liv jeg vil. Hele min ungdom og det meste af mine 20'ere gik jo til uddannelse, hvor jeg levede på en SU og den smule studiejob, jeg havde tid til, ved siden af et meget krævende studie. Jeg havde ikke en rød reje til overs, og mest af alt havde jeg ikke tid. Eksaminer hver 3. måned, store mængder udenadslære, nattevagter, lange dage med forelæsninger, alle weekender brugt på at læse eller terpe udenadslære..

Det er for filan først nu, med fuldtidsjob, bil og hus, at jeg endelig har både tid og råd til at leve det liv, jeg gerne vil. Børn, siger de? Nej tak, egentlig. De er ellers ganske søde! Jeg elsker at forkæle mine veninders børn, tage dem til ridning eller vise dem hvordan man planter frø i køkkenhaven. Elsker at være tante for dem. Men jeg ønsker ikke mine egne. Jeg nyder endelig, for første gang i mit liv, at have fri i weekenderne, og have tid og råd til mine heste, rejser, læse bøger, glo ud i luften, passe køkkenhaven og hvad jeg ellers finder på.

Sådan mere officielt er jeg heller ikke vild med tanken om, at mine potentielle børn skal kæmpe om ressourcer på en brændende planet. Men uofficielt, så nyder jeg faktisk bare at endelig kunne leve det liv, som jeg altid har håbet på og set frem til. Er det så skidt?

I øvrigt skal der lyde en varm tak til de kvinder, der de sidste 100 år har gjort, at jeg frit kan tage sådan et valg. Det er der kæmpet meget hårdt for, og historisk er det helt unikt, at jeg som kvinde kan vælge på denne måde, og ikke er stavnsbundet til at være fødemaskine for at holde på en mand. Nu kan jeg vælge at være sammen med min mand (og han kan vælge mig ;) ), uden at det er med forventning om børn, Tak til de kvinder og gammeldags feminister, der har bygget op fra bunden, åbnet for at kvinder kunne stemme, arbejde og have ret til egen krop. Jeg føler jeg står på skuldrerne af nogle fantastiske mennesker, som har gjort at jeg kan vælge så frit et liv, som jeg ønsker.

EDIT: Og så ser jeg jo, hvordan mine elskede veninder kæmper. Hold nu op... De arbejder fuldtid, og halser rundt for at hente børn, står for størstedelen af arbejdet i hjemmet, og har simpelthen ikke 5 minutter til dem selv (deres egne ord). De elsker deres børn, men hold op jeg er ikke glad for, hvor hårdt de er presset. De er fanme seje. Men der er ikke noget at sige til, at børnefamilielivet IKKE sælges særligt godt i Danmark i disse år. Mor skal jo både have lang uddannelse, arbejde fuldtid, sende kroppen gennem graviditet og fødsel med fysiske skavanker deraf, og lige stå for det meste i hjemmet også. Kan det virkelig komme bag på nogen, at vi er flere og flere der bakker af og siger 'nej tak'? Børnefamiliernme har det hårdt derude.