Som jeg forstår det hvis jeg nu engang er så uheldig at jeg dør og er medlem af folkekirken så kan jeg få en præst til at sige nogen ting om mig og få en ceremoni i kirken.
Hvis jeg dør og ikke er medlem så bliver det en borgerlig begravelses ceremoni som kan forgå de fleste steder eller i et kapel.
Det er ikke det der ville stoppe mig fra at melde mig ud, om andet kan jeg jo starte en opsparing til eventuel begravelse med det jeg ellers ville have betalt ind til kirken.
Så er der at de penge de går til at vedligeholde kirkegård og grav men som jeg forstår det så er det ikke helt billigt at have en gravplads, om man er medlem eller ej.
Der sådan noget som undervisning af kristendom, og det siger mig ikke det store.
Social arbejde er sådan set fint og vil gerne betale til men hvad omhandler det sådan helt konkret?
Til sidst at bidrage til præsters løn og vedligeholdelse af kirker. Præster kan vel fungere næsten som en form for gratis terapi, har også hørt at en præst bliver uddannet i noget psykologi for at kunne hjælpe folk men ved ikke om det passer. Hvis det passer så er det måske også noget jeg burde tage ind over mine overvejelser.
Er der andet jeg burde tænke over eller om jeg har nogen misforståelser?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/ContentSand4808 at 2024-02-10 09:46:01+00:00.
TaktiskRavn at 2024-02-10 11:29:35+00:00 ID:
kprqvhwKirken er rigtig gode til at lave socialt arbejde, de kan nå nogle personer det offentlige system ikke kan, som fx "de stille fattige", dem der lige akkurat klarer en beskeden tilværelse, men hvis økonomi bliver væltet af tandlægeregninger eller et par nye sko, men som ikke ansøger det offentlige om tilskud, enten fordi de ikke vil, eller fordi de ikke kan.
De er også gode til at lave hvad man kan kalde "ensomhedssarbejde", dvs. at få fat på unge eller ældre og gøre dem til en del af en social kreds. Er du flyttet til en ny by som ung hvor du ikke kender nogen, er kirken ofte et godt sted at få en social vennekreds samt en lokal forankring.
Ensomme mænd på +60 er nærmest en epidemi. Mange mænd i den aldersgruppe har typisk svært ved at omstille sig til pensionisttilværelsen, og har svært ved at komme ud af lejligheden for at deltage i aktiviteter. Der kan kirken tilbyde dem et frirum for aktiviteter der interesserer dem i et meget lokalt regi.
Mht. til begravelser, så tror jeg der vil komme ændringer i det over de næste årtier, hvor kommunerne kommer til at overtage alle dele af begravelsen for dem som ikke er organiserede i en religion. Dvs. at der bliver kommunale "kapeller", formodentlig på de lokale sygehuse, og begravelsespladser adskilt fra kirken. Det vil blive 100% brugerfinancieret, og serviceniveauet lagt efter prisen, dvs. gravsteder i København kun vil blive for de rige.
Mht. samtale med præsten, så ja, har man problemer kan man tale med præsten. De har alle en uddannelse i større eller mindre omfang. Særligt har de erfaring med døden og det at miste en nær pårørende som et barn eller en ægtefælle. Det skal nok ikke ses som en erstatning for psykolog terapi, men snarere som en ekstra mulighed for at tale med en anden person om ting man finder meget svære, og at gøre det under 100% anonymitet, uden noter og journalisering.
Jo ældre du bliver, jo mere sorg og tragedie kommer du til at opleve. medlemmer af din familie får kræft og dør før tiden, din bedste ven mister en teenage datter, og når du kommer til pensionistalderen dør stadig flere af dine venner og bekendte. Som en frisk 96 årig sagde til mig, så er fidusen at skaffe sig yngre venner når man kommer op i alderen.
På et tidspunkt skal du måske også sige farvel til en livsledsager gennem årtier. Begravelser er kort sagt en del af ens liv, og sorgen ligeså, og for mange er Folkekirken noget af det der giver dette mening og indhold, også selvom de ikke er troende.