costanza_dk at 2024-02-07 13:25:59+00:00 ID: kpbt0m1

Jeg er selv barn af 80'erne og 90'erne, og jeg kan da sagtens genkende, at jeg var meget mere ude som barn end børnene i dag. Vi løb en del rundt på vejen, besøgte hinanden, cyklede rundt omkring i byen, spillede fodbold eller byggede huler i en skov.

Mine børn er stadigvæk meget små, men jeg må nok erkende, at jeg ikke vil turde slippe dem løs på samme måde. Hvis de skulle løbe ude på vejen, som vi gjorde, så vil jeg være konstant nervøs for, at der kommer en næsten lydløs elbil i alt for høj fart rundt om hjørnet, hvor føreren har travlt med sin telefon.

Min største, største frygt er nok, at mit barn skulle være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og blive samlet op af en eller anden psykopat. Den frygt må vores forældre jo også have haft dengang, men jeg vil simpelthen være så bange for det.

Inden jeg fik børn rynkede jeg meget på næsen af det med overvågning af børn osv. Jeg forstod ikke, at de ikke bare kunne løbe rundt som mig selv og komme hjem til spisetid, når gadelygterne tændte, men helt ærligt så forstår jeg det meget bedre nu, og jeg kunne sagtens være en af dem som gav mine børn et ur med GPS i, så jeg kan se, hvor de befinder sig.

Men der er absolut noget sundt i at få lov til at bevæge sig rundt selv som barn, og det skal de også have lov til i et omfang, men jeg vil ikke turde slippe dem løs, som jeg selv blev. Jeg boede så også i en lille landsby, og nu bor jeg i en større by, så det kan ikke sammenlignes 1-1.