LingonberryLimp9279 at 2024-01-31 21:52:48+00:00 ID: kocevmq

Det lyder da som en særdeles uigennemtænkt og meget snævertsynet idé.

Folk med dyssocial personlighedsstruktur kan sagtens leve et helt normalt liv uden at det påvirker deres levevis eller væremåde. De kan også få børn som har det ligeså. De kan også sagtens få børn som ikke lider af dyssocial personlighedsstruktur.

Kilde: Jeg havde aldrig fået mine to skønne, dejlige og voldsomt empatiske unger, hvis min far qua hans diagnose pålydende dyssocial personlighedsstruktur var blevet tvangssteriliseret. Min far har endda været så flink slet ikke at sende diagnosen med i rygsækken da jeg blev sat i verden. I øvrigt har min far aldrig haft en adfærd der tilnærmelsesvis skulle antyde at han led af det. Det kom frem da han som 52-årig skulle screenes af en psykiater i forbindelse med at han skulle bevilges invalidepension. Han har tilsyneladende bare lært sig selv, uden at tænke over det, at f.eks. empati var noget som mennesker besad, og derfor udviste man selvfølgelig medfølelse og hjælpsomhed for dem man havde nær eller dem som var i nød. Til gengæld har han efterfølgende givet nogle spændende tanker videre, som givetvis kendetegner diagnosen, men som han jo så altid har gået med for sig selv. Det har givet mig anledning til timevis af refleksion. Så det er ikke nødvendigvis en negativ ting.

Hvis nu du lærer flydende tysk, bygger en tidsmaskine og rejser tilbage til Tyskland i midten af 30’erne, så er jeg sikker på at du vil finde mange ligesindede som vil tale entusiastisk med dig.