MikeidinVilla at 2024-01-29 21:32:01+00:00 ID: kk5y8ro

-Vi er rigtig mange, der forsker på universiteterne, og der er sjældent to, der er helt enige i metoder, teorier eller hvad man forsker i. Så det gør noget ved historierne, siger hun til P1 Orientering.

Det er virkelig ikke meget journalistik, der tager udgangspunkt i den helt konkrete forskel, der er i forskellige forskeres metodik. Tværtimod kreeres en stor del af de journalistiske produktioner med en vis grad af forudindtagethed.

Jeg tænker at man som journalist godt ved, hvad en ekspert kan sige om en given problemstilling.

Renten stiger - det påvirker boligejerne.

Renten falder - aktier er federe end banken.

SU bør omlægges til lån - de mest udsatte kan ende med at fravælge uddannelser.

Hvide, gamle mænd dominerer et fag eller område - det giver et skævt billede/er skidt for diversiteten.

Langt størstedelen af de historier der skrives, byder jo ikke på anden ny viden, end den konkrete data, eller holdninger, der er grunden til at historien skrives. Den data kommer aldrig fra disse forskere. Den kommer fra statistikbanker, analyseinstitutter, kommissioner, stater, regioner, kommuner, lokalråd, foreninger og erhvervsdrivende virksomheder. Holdningerne kommer ofte fra folkevalgte, eller fra private borgere. Og blandt holdningerne er en stor del af det også forudsigeligt, hvis du ellers ved hvem pågældende er på forhånd.

Der er selvsagt noget sært i, at det ofte er de samme, der er eksperter hver gang. Men deres navne og telefonnumre er velsagtens også nemmere at huske, når de nævnes flere gange om dagen.

I stedet bør man måske overveje, om der proppes for mange eksperter ind i journalistik. Eller om man godt kan forvente, at borgere kan lave en egenvurdering af Mikkel Bjørns forslag eller Nationalbankens rentejusteringer.