t-licus at 2024-01-27 10:33:59+00:00 ID: kjr9f22

For at svare på spørgsmålet om hvorvidt dansk politik skal baseres på uvidenskabelige anekdoter, så vil jeg sige at det har den sådan set gjort lige siden Anders Fogh havde sit opgør med “smagsdommerne” for lidt over 20 år siden. Siden VK-regeringen skilte sig af med de råd og nævn der rådgav tidligere regeringer, har det været acceptabelt i dansk politik at en minister ignorerer fagkundskaben for at føre politik alene ud fra folkestemningen eller sin egen mavefornemmelse. Det er ligemeget om forskningen viser at der er 3 kvinder på Nørrebro der går i niqab, burkaforbud skal der til! Saddam har ingen masseødelæggelsesvåben? Vi går i krig alligevel. Og minkene, de skal dø.

Det er også blevet normaliseret at politikere taler eksperter og universitetssystemet ned, mest ekstremt selvfølgelig i tilfældet Henrik Dahl, og en vis grad af anti-intellektualisme har i det hele taget været mainstream i dansk politik siden Foghs tid.

En interessant kontrast kan ses i svensk politik, hvor eksperter og embedsmænd har meget større magt og politikere stort set altid respekterer deres anvisninger.  Forestil dig at det var Brostrøm der havde det sidste ord under corona og ikke Mette, cirka sådan er det i Sverige. Samtidig har man en meget mere tilbageholdende debatkultur hvor folk ikke gerne taler i absolutter, så hele den her “jeg har besluttet at det her er et problem”-attitude ser man sjældent. Jeg skal ikke kunne sige hvilken tilgang der er bedst, men forskellen er slående.