Exo_Sax at 2024-01-26 23:23:00+00:00 ID: kjqcjed

Det kan umuligt overraske nogen, at en generation, der må finde sig i, at den tryghed, forældrene og bedsteforældrene fandt i deres proportionelt set mere vellønnede og mere sikre arbejde, er blevet franarret dem, vælger at finde trygheden og roen et andet sted.

For mange yngre og helt unge mennesker, så er jobbet simpelthen bare ikke den manifestation af tryghed, nogle arbejdspropagandister forsøger at gøre det til. Ansættelser er flygtige og der kan være langt mellem de fede jobs, for slet ikke at tale om drømmejobbet. På et omskifteligt og accelererende arbejdsmarked er drømmen om 40 års karriere med relativ tryghed i vante rammer i langt højre grad et tilfælde fremfor normen, og naturligvis ender mange med at vælge den tilværelse fra og fokusere på at få de mest basale behov dækket, og så ellers finde mening og fællesskab andre steder.

Der er intet galt i at ville arbejde. Der er absolut heller intet galt i at ville bruge mere tid på at dreje vaser. Vi skal i øvrigt ikke ret langt tilbage i historien, før den slags også var anerkendt som arbejde, før man bandlyste den slags til hobbyens åbenbart uværdige skyggeverden.