Jeg har haft PTSD siden jeg var omkring 5 år. Kort fortalt voksede jeg op i en familie på flugt fra de sociale myndigheder. Min far var på kontanthjælp, min mor var arbejdsløs og hårdt ramt af en fødselsdepression som efter 4 år havde udviklet sig til en reel psykose, og min søster var autist, så kommunen mente ikke at jeg skulle være i den familie.
Som 13 årig dør min far og hele familien vender os ryggen, så jeg står alene tilbage med en stærkt psykotisk mor, der drak sig langsomt ihjel og den dag i dag har jeg stadig en tårnhøj SU-gæld fordi jeg var nødt til at tage SU-lån for at vi kunne betale husleje pga min mors druk.
Det har sat sine spor og i den grad påvirket mit arbejdsliv.
Jeg valgte at blive webudvikler, da det er et arbejde der giver større frihed i forhold til bla hjemmearbejde, som jeg er stærkt afhængig af.
Problemet er at finde en arbejdsplads som har "plads" til mig.
Jeg var i jobcentret i 2 år, hvor jeg gik fra den ene praktik til den anden, hvilket faktisk gjorde mig mere syg.
Så fik kommunen arrsngeret et praktikforløb gennem Specialisterne, som jeg TROEDE ville være det perfekte for mig, men det viste sig at jeg var for "syg" til at blive taget i betragtning. De var bla stærkt imod fleksible arbejdstider og hjemmearbejde.
Siden da har jeg arbejdet som konsulent for diverse firmaer. Desværre gør min sårbare personlighed at jeg ofte havner hos nogle VIRKELIG ubehagelige folk. De sidste 2 chefer jeg har haft havde psykopatiske træk.
Nu skal jeg snart på dagpenge igen, og så skal vi igennem hele møllen igen.
Jeg håbede at der måske var andre psykisk sårbare på r/ Danmark som kunne dele deres erfaringer med jobsøgninger.
Har I fundet virksomheder som støttede jer / accepterede jeres problematikker? Hvordan var jeres rejse inden I fandt frem til dem?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/West_Measurement9172 at 2024-03-26 07:15:39+00:00.
Kjeld-Brem at 2024-03-26 13:57:32+00:00 ID:
kwopbsdJeg aner ikke, hvordan arbejdsmarkedet er i dag - men "da jeg var ung", var jeg tit syg af Astma.
Dvs. jeg havde en sygedag pr uge. Derfor kom jeg på noget, der dengang hed Revalidering. Måske det svarer til Flexjob?
Ville det slet ikke være en mulighed?
Og så noget helt generelt:
Jeg har været på Reddit nu i ca 1 måned, og hvad jeg efterhånden ikke har læst af folks besynderlige opvækstvilkår.. ???
Det virker nærmest helt skræmmende.
Så jeg kan godt forstå, hvis nogle yngre mennesker har svært ved at fungere "optimalt" - helt forståeligt.
Det næste, jeg vil sige om det er, at det holdningsmæssigt - og ift. selvopfattelse - er vigtigt at få tegnet konturerne op, indvendigt af, hvad der er det såkaldt normale. Det gør man via terapeutisk arbejde over lang tid.
Selvfølgelig slipper man aldrig helt sin egen opvækst, da de "sært nok" også har givet én noget indsigt, som mange andre ikke får. Og den indsigt burde man - efter man selv har hevet sig selv op i kraven til "oprejst og fungerende stilling" - benytte til at hjælpe andre, som havner i lignende situationer. For DU forstår dem bedre, end alle øvrige teoretikere gør. Man kan ikke læse sig til at forstå folk med en såkaldt "uheldig opvækst".
Man skal dog heller ikke glemme, at alle har noget i kramkisten, som har været mere eller mindre tungt, så alle er ramt af "noget" - også mig! - også de, der måske ser ud til at have haft en såkaldt ideel opvækst (hvad det så er for noget?)
Selv det mest møgforkælede barn bærer på et problem - bare et helt andet problem, end det, du nævner :-)
Så de hårde år, du nævner, har givet dig en kerne af viden, som andre sjovt nok helt mangler.
På en måde en slags "Guld" - som bare lige nu kun ligner "Lort" - men måske slet ikke er det på sigt.
Brug det!
OG en anden kedelig generalitet i den forbindelse: ;-)
Jeg synes at se, at alle, der har haft det lidt svært med samfundet, søger inden for IT.
Det er en grov generalisering - indrømmet - men altså: Hvor har jeg dog set mange "skæve personligheder", som går den vej. En svag formodning er, at det er en slags beskyttelse ... at sidde der bag skærmen.
Måske forståeligt nok - men løsningen er i stedet at få set på sig selv - fra en hel ny vinkel - få renset ud i en mængde helt forkerte eller uafklarede forhold fra ens liv. Det lyder nemt, men er det ikke - men dog den eneste vej, kunne man sige.
Det vil selvfølgelig være dybt individuelt, hvilke forhold og ting, man så skal have repareret og omprogrammeret indeni.
Men de burde til gengæld gøres!
Jeg kender mindst en person, som f.eks. har store kønsmæssige problemer (forståelse af, hvem "den" i virkeligheden er)
God vind og held og lykke med det hele ...