Jeg har haft PTSD siden jeg var omkring 5 år. Kort fortalt voksede jeg op i en familie på flugt fra de sociale myndigheder. Min far var på kontanthjælp, min mor var arbejdsløs og hårdt ramt af en fødselsdepression som efter 4 år havde udviklet sig til en reel psykose, og min søster var autist, så kommunen mente ikke at jeg skulle være i den familie.
Som 13 årig dør min far og hele familien vender os ryggen, så jeg står alene tilbage med en stærkt psykotisk mor, der drak sig langsomt ihjel og den dag i dag har jeg stadig en tårnhøj SU-gæld fordi jeg var nødt til at tage SU-lån for at vi kunne betale husleje pga min mors druk.
Det har sat sine spor og i den grad påvirket mit arbejdsliv.
Jeg valgte at blive webudvikler, da det er et arbejde der giver større frihed i forhold til bla hjemmearbejde, som jeg er stærkt afhængig af.
Problemet er at finde en arbejdsplads som har "plads" til mig.
Jeg var i jobcentret i 2 år, hvor jeg gik fra den ene praktik til den anden, hvilket faktisk gjorde mig mere syg.
Så fik kommunen arrsngeret et praktikforløb gennem Specialisterne, som jeg TROEDE ville være det perfekte for mig, men det viste sig at jeg var for "syg" til at blive taget i betragtning. De var bla stærkt imod fleksible arbejdstider og hjemmearbejde.
Siden da har jeg arbejdet som konsulent for diverse firmaer. Desværre gør min sårbare personlighed at jeg ofte havner hos nogle VIRKELIG ubehagelige folk. De sidste 2 chefer jeg har haft havde psykopatiske træk.
Nu skal jeg snart på dagpenge igen, og så skal vi igennem hele møllen igen.
Jeg håbede at der måske var andre psykisk sårbare på r/ Danmark som kunne dele deres erfaringer med jobsøgninger.
Har I fundet virksomheder som støttede jer / accepterede jeres problematikker? Hvordan var jeres rejse inden I fandt frem til dem?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/West_Measurement9172 at 2024-03-26 07:15:39+00:00.
MrSirViking at 2024-03-26 11:40:41+00:00 ID:
kwmokrtJeg endte som 20årig med at gå ned med flere forskellige former for angst. Og derfra endte jeg så i systemet. De første par år var jeg sygemeldt og kunne ikke rigtig noget. Så var der en sagsbehandler der fik mig til angstklinik hvilket gav mig nogle værktøjer i forhold til min angst. Men skiftende sagsbehandlere og jobkonsulenter gjorde at jeg ikke rigtig lavede noget og ikke kom nogen vegne. Men det var ind til at jeg fik en fast jobkonsulent der virkelig gik op i at finde det helt rigtige til mig. Jeg havde den her job konsulent i måske nok 6 år. Og det fantastiske var at han lyttede til mig. Så vi startede med at finde ud af hvad jeg kunne tænke mig og hvad jeg ikke kunne tænke mig. Og så blev alle de ting jeg ikke kunne tænke mig smidt på en liste og så blev de udelukket i forhold til jobs. Der efter skulle vi så finde ud af hvor længe jeg faktisk kunne arbejde. Og igen her kiggede vi på hvad jeg havde interesse for, og så fandt vi noget praktik inden for det. Så jeg endte ca 1½ år i Bilkas elektronik afdeling, hvor vi fandt ud af hvor meget jeg kunne arbejde. Så ville vi egentlig gerne have et job i Bilka når jeg nu var så glad for det, men de blev ved med at trække på det og sige lad os lige tage et par måneders praktik mere. Indtil min jobkonsulent sagde stop og besluttede at de ikke skulle have mig gratis mere. Der fra prøvede vi nogle andre praktikker der ikke var mig, og jeg endte med at få et kørekort og et varebilschauffør bevis, så jeg måtte levere vare og pakker. Men når man kan arbejde mellem 20-25 timer var det ikke nemt at finde job inden for det område. Og i sidste ende prøvede jeg en praktik i en lokal kiosk fordi de søgte medarbejdere og min jobkonsulent vidste at chefen var en flink fyr og jeg tænkte at det jo ikke kunne skade at prøve, og jeg endte med at blive glad for det, fordi jeg har en forstående chef der lytter og tager hensyn og fordi jeg har nogle gode kollegaer. Og der har jeg været ansat i 2 år nu. Så for mit tilfælde handlede det meget om at have den rette jobkonsulent, der ikke bare sendte mig ud i alt muligt bare for at få mig ud af systemet. Det var vigtig at det var noget jeg ville og havde interesse for. Det tog nogle år at finde det rette fordi at jobmulighederne er få når man arbejder 20-25 timer og der er visse jobs der ikke er en mulighed og fordi at der undervejs lige var corona at kæmpe med også. Men du skal ikke give op. Nogen gange skal du måske hen et sted du ikke havde regnet med for at finde det rette.
Noget andet der også hjælp mig en del med min angst var at jeg blev en del af Sind Ungdom. Sind Ungdom har klubber over hele landet og hvis man er mellem 16 og 35år gammel er man velkommen i klubberne når de holder åben. Man laver mad sammen og hygger en gang om ugen. Men det at få et fællesskab med andre psykisk sårbare unge hjalp rigtig meget. Det at møde andre der ved hvad man går igennem er virkelig en hjælp. Og da det ikke er kommunalt, skal man skal ikke visiteres til det. Man kan bare møde op når der er åben, hvis man er inden for aldersgruppen. Tjek eventuelt Sindungdom.dk hvis du er inden for aldersgruppen. Det hjælper også en til at komme ud af døren og møde andre mennesker der har det lige som en selv.