Tall-Abrocoma-7476 at 2024-03-26 01:06:58+00:00 ID: kwkrp6u

Der er lidt “old man yelling at cloud” over at skrive et debatindlæg, hvis formål er at kritisere den politiske og kulturelle forventning? Der er måske en forventning fra din omverden, men ikke nogen pligt, og hvis man som mønsterbryder er forundret over at få spørgsmål til sine valg, så har man vist ikke brudt mange mønstre før.

Hvis dét er pointen, så kunne det hele koges ned til et mere generelt og kontekstfrit indlæg om, hvorfor mønsterbrydere mødes med spørgsmål?

Forfatteren virker mere som én, som har behov for at blive bekræftet i, at deres valg mht hjemmepasning er det korrekte, bl.a. ved at overbevise os alle om, hvor forfærdeligt noget de ikke har prøvet[1], åbenbart er?

Jeg orker ikke rigtigt flere af disse partsindlæg der så hårdt kridter banen op, kritiserer det-andet man ikke har prøvet, og samtidig fuldstændig negligerer at børn er forskellige. Som andre har påpeget, så synes jeg kun det kridter en bane op for et lavt debatniveau.

Jeg synes personligt ikke det er så underligt, at folk føler tonen er halv-shamende, når man kun skal igennem overskriften, før man bliver mødet med denne:

87 procent af dagtilbuddene kan ikke sikre optimal trivsel. Alligevel sender forældre de mindste afsted til det, […]

Åbenbart er det kun godt nok, hvis trivslen simpelt hen er optimal, og dermed ikke kan gøres bedre? Tænk sig, at så mange af os tænker mindre nok kan gå an…

[1] : Som andre i kommentarsporet, så var jeg også selv meget skeptisk over, hvordan institutionscirkuset skulle gå. Lige indtil vi fik prøvet det, og jeg fik set, hvor meget min datter får ud af det.