this post was submitted on 24 Mar 2024
1 points (100.0% liked)

/r/Denmark

153 readers
1 users here now

GÅ TIL FEDDIT.DK

Kommentarerne du skriver her sendes ikke tilbage til Reddit.

founded 1 year ago
MODERATORS
 

‼️Vigtig edit nederst‼️

Kære hestenettet. Jeg beklager på forhånd det lange opslag fyldt med øv. Men jeg finder mig selv på er punkt, hvor jeg for længst har mistet fodfæstet og længe har padlet for at holde mig oven-vande. Så please kom med jeres bedste råd og fif.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Jeg er en mand i start 30’erne med ét barn, gift og et forholdsvis godt arbejde. Ikke prangende, men ganske fint til dagen og vejen. Mit barn har fyldt meget af flere årsager, som jeg helst vil undgå at komme dybere ind i. Det har medvirket til, at min hustru og jeg de sidste par år har haft lidt knas i forholdet. Det har været særligt udpræget det sidste halve års tid, hvor vi nu er på et punkt hvor vi snapper af hinanden i tide og utide. Vi føler begge hele tiden, at vi er i vejen for hinanden, og så har vi virkelig svært ved at føre ordentlige dialoger.

Sideløbende med det, har der det sidste 1-1,5 år været åndssvagt travlt på mit arbejde, da vi har været præget enormt af sygemelding på sygemelding, og opsigelse på opsigelse. Det hele krydret lidt med et par omstruktureringer. Jeg føler mig på ingen måde udsat i min stilling, men den her konstante “slukken ildebrand” og uro har medvirket til, at min chef efterhånden gør afdelingen utålelig. Han gik selv ned for et par måneder siden, og det har så kun medvirket til, at hans behov for kontrol stiger stødt. Vi er på mange måder en ret skrøbelig afdeling, og jeg er efterhånden en af de sidste tilbage der ikke er ny eller ikke (endnu) er lidt skrøbelig mentalt. Ikke at jeg på nogen måder antyder noget forkert i dét. Vi er alle mennesker, og kan alle pludselig finde os selv i bunden af et meget dybt hul. Desværre, for jeg ønsker det ikke for min værste fjende. Det er der fuld forståelse for.

Den her tumult de sidste par år har gjort, at jeg nu står og føler, at jeg ikke kan finde mig selv mere. Føler at stress eller depression står og ånder mig i nakken, føler ikke mit ægteskab fungerer på nogen måde og jeg føler mig virkelig bare utilstrækkelig. Som mand, kollega, medarbejder og ikke mindst far.

Mit selvværd har aldrig været noget at prale af, og har altid haft et udpræget pleaser-gen, samt haft et enormt behov for at “hjælpe” andre. Med andre ord, jeg dræner også mig selv følelsesmæssigt i alt der her, fordi jeg sætter alle andre før mig. Og ja, at ved jeg at det nemmer svar er: ”du kan ikke redde andre, før du har reddet dig selv”. Men det er ikke en mulighed lige nu. Hvis ikke jeg tager fra i afdelingen lige nu, så skal en anden - og hvis “en anden” skal, så er der en voldsomt overhængende risiko for, at vedkommende går ned eller alternativt siger op. Dermed bliver der skabt en endnu større arbejdsbyrde.

Der er formentlig endnu flere faktorer der spiller ind i min krise, og jeg svarer gerne på undersøgende og uddybende samt relevante spørgsmål.

Håber virkelig at nogen hang i hertil 🤞🏼 please kom med jeres absolut bedste input 🙏🏼 pft.

EDIT: en vigtig detalje jeg glemte i alt skriveriet er, at jeg oven i ALT det her også går lidt med en mistanke om, at jeg “lider” af en eller anden mild form af ADHD og/eller autisme. Det er aldrig noget jeg har fået undersøgt, for er egentlig ikke interesseret i at få et stempel. Men der er bare nogle ting i mit hoved, som jeg ikke nødvendigvis altid tror følger normen.


Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!

The original was posted on /r/denmark by /u/THCOG at 2024-03-24 23:43:12+00:00.

you are viewing a single comment's thread
view the rest of the comments
[–] [email protected] 1 points 6 months ago (2 children)

THCOG (OP) at 2024-03-24 23:54:31+00:00 ID: kwex9lp


Det er bare så svært for mig, for jeg har kun siddet i denne stilling i 1 års tid. Dog siddet i samme virksomhed og afdeling 8 år. Jeg er faktisk rigtig glad for virksomheden og mine kollegaer rundt i afdelingerne. Det er vores egen afdeling internt der er drænet vanvittigt. Grunden til jeg nævner, at jeg kun har siddet i stillingen i et års tid er, at jeg dermed sidder med den oplagte mulighed for at udvikle mig endnu mere, i en virksomhed jeg kender indgående. Dermed er det lidt nemmere for mig at “blive bedre”, hvilket jeg elsker. Var det om 2 eller 3 år der her var sket, så ingen tvivl om at jeg var smuttet. De kunne faktisk ikke se min røv for mine skosåler.

[–] [email protected] 1 points 6 months ago (1 children)

de_matkalainen at 2024-03-25 00:07:31+00:00 ID: kwez93s


Jeg kan godt forstå det er svært, og jeg kan kun sige hvad jeg tænker udfra dit skriv. Det lyder bare som om at den stilling fylder utrolig meget. Hvis du er presset 8 timer om dagen, 5 dage om ugen, så er det simpelthen ikke muligt at få det bedre generelt. Jeg synes du skal se på hvilke muligheder du har, for du bliver syg af det der.

[–] [email protected] 1 points 6 months ago

THCOG (OP) at 2024-03-25 00:09:49+00:00 ID: kwezlnv


Dit input og din tid er meget værdsat. Tak 🙏🏼

[–] [email protected] 1 points 6 months ago

BlomkalsGratin at 2024-03-25 02:11:04+00:00 ID: kwfhp1n


Det bliver lige en tekstmur men du er ikke alene...

For nogle år siden sad jeg et sted hvor jeg havde været i godt ti år. Jeg havde pissegode - og søde - kollegaer og var efter egen opfattelse, ret velbetalt. Med kone og barn derhjemme var jeg også svært opmærksom på at leve op til hvad jeg opfattede som mit ansvar som ægtefælle og forælder. Det tog bogstaveligt talt en rodet omstruktureringsrunde før jeg for alvor kunne begynde at de min situation for hvad den virkelig var - åndssvagt stresset og uholdbar... Det var ikke engang fordi de ville af med mig, det ville de virkelig ikke, og jeg tog da også en god stilling i en anden afdeling i et stykke tid, imens de prøvede at finde ud af hvad der egentlig skulle ske med min gamle afdeling. Den nye stilling var egentlig noget jeg lidt havde gået og drømt om, så jeg troede jo at det ville løse alting... Det gjorde det bare ikke. Efter alle de år i organisationen var der bare så meget historie og så megen frustration der lå i baggrunden bare ved at være i samme bygning. Det var mindet om miljøet lige så meget som det var omstændighederne.

Jeg endte med at søge en stilling andetsteds, som teknisk set var et skridt nedad, erfaringsmæssigt og økonomisk, men som til gengæld gav mig mere fritid og en frisk start.

Det er det bedste jeg nogensinde har gjort. Min kone kommenterer stadig på hvor rart det er at have "fået mig tilbage" og det er 6 år og tre stillinger siden. Jeg havde totalt mistet forståelsen for hvor presset jeg var, for det var jo bare sådan livet var.

I dag er jeg er helt andet og meget bedre sted. Mit ægteskab har det bedre og jeg har tid og overskud til at være en del af min familie.

Uden at det nødvendigvis hjælper dig overhovedet, for jeg ved jo ikke hvordan jeres forhold er, men jeg ville starte med at tage en åben og ærlig samtale med din partner on hvor du er rent mentalt. Og så begynde at kigge på stillinger som er økonomisk bæredygtige for dig, til ligesom at skabe noget plads til andet end arbejdet i livet. Så kan man altid begynde at lege efter noget mere intenst når resten er på plads igen.