Exo_Sax at 2024-03-22 08:01:56+00:00 ID: kw2t5l5

Jeg har desværre kapacitet eller tid til at skrive en mere udførlig kommentar om emnet lige nu, men jeg tænker, at det bringer en væsentlig pointe frem i lyset; navnlig at vi har glemt en ret væsentlig dimension i debatten omkring mænds ret og pligt i forhold til deres følelser, og at denne dimension er, hvordan folk omkring dem reagerer. Forældre, lærere, chefer, medarbejdere, partnere, venner, etc. For det nytter jo ikke meget i sig selv, hvis vi alene opfordrer mænd til at være mere åbne og sårbare, men ikke også opfordrer mændenes omgivelser til at være mere accepterende og støttende.

I kommentarsporet ser jeg masser af beretninger fra folk, der udtrykker, at deres partner ikke kunne forholde sig til, at de viste sårbarhed; at de skulle være støttende, når partneren havde behov for det, og at de samtidig skulle være tilbageholdende, for ikke at skabe behovet, ved at bede partneren om støtte. Og det er naturligvis ikke nogen ideel reaktion.

Mænds identitet, rolle og funktion er til forhandling lige nu, og der er ikke tydeligt, hvor det trækker henad. Det undrer mig ikke, at mange mænd føler sig fortabte, forvirrede eller vildledte, og henvender sig til negative indflydelser, for at få noget, der ligner et klart svar på, hvad de skal gøre. Der er masser af entreprenører derude, der med glæde sælger dem billige, simple svar på komplekse spørgsmål, og så lader det være ved det. Det hjælper absolut ikke, når man som mand samtidig kritiseres for - som det er tilfældet her - at have et følelsesliv i det hele hele taget.

Ja, mænd føler. At mænd skal have lov at føle og at udtrykke burde ikke være til debat. Men her er vi altså.

Med det i baghovedet kan vi forstå, at den forlegenhed, Sørine Gotfredsen beskriver, i virkeligheden dækker over frygt. Frygten for at miste mandens styrke. Hans evne til at beskytte. Underforstået var en mand som Alexander Mainborg, som lod følelserne få frit løb, en svag mand. En mand uden den selvkontrol, det kræver at undertrykke sine følelser.

Hvad Gotfredsen udtrykker er ikke en frygt for mandens manglende maskulinitet. Ikke sådan som jeg læser det. Det er en ansvarsfraskrivelse; det er en klagesang om, at hun ikke selv magter at skulle varetage en potentiel partners, søns eller vens følelser. En opfordring til, at de helt skrotter det, der gør dem til mennesker i første omgang, så hun ikke risikerer at skulle stå i samme situation, som hun jo formentligt mener, at hun har ret til at stille dem i. Det er en kedelig, reaktionær tendens, vi bør have frem i lyset og diskutere. For det er ganske enkelt knusende for mange at blive underlagt en forventning om, at man skal skille sig af med alt det, der udgør selve ens væsen. Og så er det absolut ingen fordel for dem, der plejer kontakt med disse mænd, at de ikke har adgang til deres følelser; historien er spækket med eksempler på, hvad mennesker er i stand til, når det lykkes dem at dæmpe deres evne til at sanse deres handlinger.

Mænd skal være mennesker, ikke maskiner, og det inkluderer, at man nogle gange som partner, som forælder, eller som ven, må være villig til at engagere i sin partners, barns eller vens følelsesliv, og støtte dem, når de har behov for det, fremfor at forlange, at vedkommende ophører med at være menneske, for at skåne en selv for den belastning. Man bliver ikke en dårligere soldat af at have en sund indlevelsesevne og medfølelse; tværtimod. Hvor tids store konflikter er mere end noget andet affødt af diverse lederes mangel på samme.

Lad mænd være mennesker, før de bliver til monstre. Lad Gotfredsen om at finde ud af, hvor hendes egen afstumpethed stammer fra; lad være at præsentere den som en standard, mænd bør underlægges.