MadsenFraMadsenOgCo at 2024-03-21 17:24:24+00:00 ID: kvx10cx

Jeg ser bestemt mig selv som socialist, men jo mere jeg tænker over det, jo mere ynkeligt er det - min socialisme består i at afgive socialistiske krydser i stemmeboksen, og så ellers tale lidt om det en gang i mellem. Det ændrer jo ikke på noget. Og det er det der er så deprimerende: det er nemt at snakke og drømme og ønske sig en socialistisk verden, men det bliver sværere og sværere at se hvordan man skal handle for at komme derhen. Alt imens verden stille og roligt glider mod højre. Hvis et nyt parti kan rykke noget, så skal jeg være den første til at bifalde det, men hvis man bare mødes for at læse Lenin og lave flotte plakater, så handler det jo mest om socialisme som... æstetik? Radical chic og alt det der. Men det var et sidespring.

Majockdamus at 2024-03-21 18:31:35+00:00 ID: kvxdhg6

Modigt af dig at referere Lenin her. For Lenin ville nok ikke være fan af den revolutionssnak som RKP er kommet med indtil videre, hvor revolutionen fremstår mere som floskel og abstrakt ledestjerne, end konkret virkelighed og reelt mål. Lenins diktum om konkrete analyser af konkrete omstændigheder virker til at være gledet af på jer, og jeres partidannelse virker nærmer til at være et produkt af en form for revolutionsromantik og eventyrisme.

Jeg synes netop jeg gav (en del af) vores konkrete analyse her. Vi er jo ikke ude og kalde til Revolution i morgen, men vi kan se at situationen er kvalitativt anderledes i dag, hvor kapitalismen er gået i krise på alle niveauer, hvilket gør at folk bliver mere åbne overfor revolutionære idéer. Det eneste vi egentligt meget beskedent påstår, er at der er en stadig voksende gruppe af mennesker i Danmark der er åbne overfor de kommunistiske idéer, og vi derfor prøver at organisere. Der er selvfølgelig ikke tale om en majoritet, men der er relativt til de organiserede kræfter i Danmarks størrelse et kæmpe potentiale - og det vil fortsætte med at vokse (naturligvis med opsving og nedsving, men som generel tendens i den kommende periode).

Hvis de "kommunister der dannes nu" dannes på baggrund af afsky for den borgerlige parlamentarisme, så alt magt til dem. Men på baggrund af den "dannelse" så er det nærmere, at vi ender ude ved de grupper, som Lenin netop kritiserede i 1920.

Som jeg sagde er afsky fra den borgerlige parlamentarisme (og herunder også den reformistiske venstrefløj), blot en af flere årsager til den stigende radikalisering. De øvrige årsager skal man bare åbne vinduet for at se. Og ja, folk der bliver radikaliseret i så turbulent en periode - vil uden tvivl have et sundt klassehad, og mistillid til alt det etablerede, men de har også et brændende ønske om at forstå den verden de lever i, og vil gerne kæmpe for at forandre den. Derfor skal vi bruge dem, ligeså vel som de skal bruge os.

hvordan forbinder I så teori og praksis? Hvad laver i udover at bekræfte hinanden i jeres "afsky for det politiske system?" I laver en masse plakatstorme, det ved jeg da som århusianer, og I dukker op til 1. Maj, men uden meget at tilføje til programmet (jeg ved ikke engang om i tilslutter jer 1. majs fælles paroler.)

Vi forbinder teori og praksis, netop ved at se teori som en guide til handling. Herunder, at vi endnu ikke har en størrelse, hvor vi kan spille en afgørende rolle i klassekampen, så den primære opgave vi sætter os for i den nuværende situation er at bygge partiet. Det gør vi gennem rekruttering og teoretisk udvikling, samt åbent arbejde hvor vi står på mål for og afprøver idéerne. Hvis man råber højere end stemmebåndet tillader - mister man sin stemme. På samme måde ville det også være helt håbløst at forsøge sig med parlamentarisk arbejde pt., da det med vores nuværende størrelse fuldstændigt ville opsluge alle vores kræfter.

Med det sagt, er vores åbne arbejder bestemt meget mere end plakatstorme (som altså ikke fylder særligt meget - hvor lang tid tror du det tager at hænge plakater op?), vi har interveneret i faglige kampe og demonstrationer i hele landet (Verden over, hvis vi tager vores internationale søster-organisationer i betragtning). Vi ved at det er værd at kæmpe for små sejre indenfor kapitalismens rammer, og vi deltager ihærdigt i de kampe. Men vi gør det altid med den viden, at hvad kapitalisterne giver af indrømmelser med den ene hånd, tager de før og siden tilbage med den anden.

I virker mest af alt til at trumme en stemning op i jeres egen organisation, end at forbinde jeres teori med praksis. Og hvis I er så trotskistiske, så kunne i træde ind i Enhedslisten, og styrke vores venstrefløj, nu når højrefløjen har så stor indflydelse i partiet.

Jeg havde samme overvejelse om stemningen, da vi påbegyndte forberedelsen af Revolutionært Kommunistisk Parti, og jeg kan kun sige at alle de nye fremragende kammerater der har sluttet sig til os i den sidste tid, har bevist korrektheden af vores perspektiv, ikke i abstrakte teoretiske diskussioner, men i kød og blod. Ift. om vi "er så trotskistiske", og om vi burde træde ind i Enhedslisten: Det er rigtigt at entrisme har været en udbredt taktik i trotskistiske organisationer, men det er netop blot en taktik, og vi vurderer ikke at den er korrekt at anvende i den nuværende kontekst.

Du har tydeligvis tænkt over tingene, og ønsker en bedre verden, jeg ved du skrev du har været forsøgt rekrutteret før, men overvej at gå med, vi skal bruge alle de kræfter vi kan nå.