this post was submitted on 19 Mar 2024
1 points (100.0% liked)

/r/Denmark

153 readers
1 users here now

GÅ TIL FEDDIT.DK

Kommentarerne du skriver her sendes ikke tilbage til Reddit.

founded 1 year ago
MODERATORS
 

Det er en kvindelig kollega, og jeg er mand. Vi har været et super velfungerende team i årevis, og vi supplerer hinanden godt, og vi har talt om det ofte. Vi har et rigtig godt og tillidsfuldt rum, hvor vi kan diskutere helt frit hvad som helst, også give feedback til hinanden og arbejde sammen på oplæg og præsentstioner og det har altid fungeret godt.

Nu har min kollega så, I det store projekt vi deltager i sin team, været under et stort pres, og det gik ud over mig fra morgenstunden en dag i sudste uge, hvor hun skældte ud. Vi har altid bare talt om tingene, også hvis man var utilfreds, så det var totalt underligt, og ret ubehageligt. Det var tydeligt hun var presset og følelsesladet, så jeg lyttede bare og nikkede anerkendende og gav hende plads. Det er fair nok, alle kan komme lidt op at køre fra tid til anden. Men det blev ved og til sidst lukkede jeg døren - som vi plejer at gøre hvis vi skal tale om noget alle andre på gangen ikke skal høre - og spurgte hvad ser var galt of hvorfor hun havde skældt ud hele dagen. Og jeg sagde at det synes jeg ikke jeg har fortjent og jeg har prøvet et at få hende til at sige fra overfor alt det, der presser hende, og jeg kommer i hvert fald til at sige fra hvis hun skal projicere det over på mig. Det var sidst på dagen og vi gik fra kontoret uden at være helt afklaret, men jeg havde indtrykket af hun var faldet ned. Og jeg havde indtrykket af at det jeg havde sagt havde givet mening og tydeliggjort noget absurd i den situation hun var i, som burde være et reality check for hendes selv. Det var selvfølgelig bare min opfattelse. Jeg havde nogle fridage, så vi sås først i dag igen, hvor vi havde et møde med vores leder. Her får jeg at vide at hun føler jeg har truet hende!!?? Noget med at jeg lukkede døren og stod foran den. Dét kan jeg selvfølgelig godt se kan virke truende, men jeg stod ikke foran døren, jeg sad på min stol ved min plads, den er tilfældigvis bare tættere på døren. Og vi har lukket den dør hundrede gange når vi skulle tale alvor. Det var helt klart noget andet i situationen. Hun sagde at hun engang havde arbejdet et sted hvor hendes dårlige leder gjorde sådan.

Men hvoromaltinger, man skal ikke være utryg på sit arbejde eller ved sin kollega, så jeg meldte klart ud at jeg var komplet ydmyg overfor at hun havde følt det, og det lyder virkelig ubehageligt, og det kom helt enormt bag på mig, men jeg kunne sige at det aldrig ville falde mig ind at true hende, vi er drøngode kolleger og dét sætter jeg stor pris på. Jeg foreslog konkrete måder vi kan arbejde videre på, hun siger at der er sket et tillidsbrud, som bliver svært at komme sig over.

Nu ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Jeg har faktisk ikke lyst til at arbejde sammen med hende. Jeg gider ikke være på prøve overfor om jeg render ind i min kollegas traume. For det er oprigtigt hvad jeg tror det er. Men den professionelle og fornuftige mig vil gerne arbejde på at genetablere teamet på en måde. Jeg føler mig bare også selv virkelig krænket over at blive beskyldt for sådan noget. Og her kommer sådan en møgdum kvinde-mande-ting ind midt i det, for hun kan bare sige at hun føler sig truet, og så ringer alle alarmerne og spotlights peger på mig. Jeg føler det ekstremt krænkende at blive beskyldt for, for jeg gives intet rum til forsvar, til trods for at jeg kan garanterede alle mine egne kolleger som karaktervidner. Jeg kommer generelt godt ud af det med alle, også når jeg sætter min faglige fod ned og bliver striks på mit felt. Og også med min team makker, indtil nu.

Skal jeg lade som ingenting og se om vi kan komme tilbage på hesten? Skal jeg melde mig ud af projektet og teamet fordi det er uopretteligt knækket? Skal jeg fortælle det til nogen? Jeg går ud fra min chef har sagt det til nogen, der er sikkert procedurer for den slags. Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg står, det er som om man er dømt alene ved beskyldningen, men jeg mener helt seriøst inderst inde og med al rationel eftertanke at det er en komplet urimelig og meget krænkende beskyldning.

Hvad f gør jeg?

Edit: selvfølgelig er der masser af flere detaljer og også andre vinkler (duh), men dette er min vinkel så kort fortalt som muligt, og det er bare det at blive beskyldt for noget som man er dybt uenig i, men som er for tabu til at blive udfordret, jeg skal håndtere.


Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!

The original was posted on /r/denmark by /u/cylonlover at 2024-03-19 19:30:41+00:00.

you are viewing a single comment's thread
view the rest of the comments
[–] [email protected] 1 points 7 months ago (1 children)

cylonlover (OP) at 2024-03-20 09:22:11+00:00 ID: kvpiczn


Ja. Ja, det er! Det er ubærligt!

Jeg kan godt lide dit billede at hendes hjerne var på overarbejde og alt var en trussel. Det er jeg helt overbevist om, og det var jeg også i situationen. Hun sagde selv at nu skulle jeg holde op med at prøve at sige andet for faktum er at alting ligger hos hende og alle forventer at hun gør alle tingene og det kan hun ikke gøre hvis ting skal diskuteres hele tiden.

Og det er jo absurd. Jeg forventer det f.eks. ikke og jeg ved at vores ledere og projektledere heller ikke gør. Det er ikke sådan arbejde gøres. Hun er bare sådan en type som tager meget ansvar og det er jo godt nok, hun får ting gjort! Men det har klart en bagside.

Det var bekymring jeg stod tilbage med, og frustration over de forhold som vi længe har set ville føre til hårdknude. Det var ikke vrede eller modstand mod min kollega.

Jeg har forøvrigt lige talt med min leder til morgen, han føler ikke episoden skal eskaleres, eller på nogen måde rykkes op ad. Han har tillid til at vi kan prøve at arbejde igennem det. I hvert fald til at jeg kan.

Min kollega er syg i dag. Det skal vi ikke konkludere noget på lige nu, dog. Syg er syg.

[–] [email protected] 1 points 7 months ago

Mindless_Employee_54 at 2024-03-20 09:48:37+00:00 ID: kvpki4o


Som en der selv påtager sig alt for meget ansvar, og brænder sammen under presset, så bliver alt en trussel. En stresscoach forklarede mig engang, at en stresset hjerne ikke kan gennemskue om vi ser en farlig løve, eller det bare er en papfigur. En sådan hjerne kan ikke gennemskue hvor reel truslen er, for den har ikke mulighed for eller tid til at vurdere.

Men en sådan situation kræver at man selv arbejder på den. Din kollega skal kunne se, at hun har brug for hjælp. Hun har brug for at få lagt det store ansvar på hylden, og ikke falde tilbage i et mønster hvor hun nedbryder sig selv. Det er der slet ingen grund til. Og hun er nødt til at forstå vigtigheden af det, dels for sin egen skyld, men også for hendes omgivelsers skyld.

At være stresset og presset er ikke det samme som et fripas til at behandle andre dårligt. Det kan være en forklaring, som kan skabe sympati og forståelse, men det er ikke det samme som at ens handlinger ikke har konsekvenser.

Uanset hvordan din kollega opfattede dig og din adfærd, så lyder det til at hendes reaktion er ude af proportioner med tanke for din udlægning. Du har ikke handlet forkert, og det skal du holde fast i.

Jeg håber, at din chef tager sig af din kollega, og sørger for at hun får den nødvendige hjælp til at få det bedre. Og jeg håber at hun passer på sig selv. For det lyder sgu til at I havde det godt, før hendes bæger flød over.