Halløjsa. Jeg er en mand i 20'erne, som synes, livet er lidt svært. Jeg har kæmpet med mentale sygdomme siden barndommen og fik tilkendt førtidspension for 1.5 år siden. Jeg er siden blevet mere stabil og kan nu fokusere lidt bedre på de ting, som giver mig glæde her i livet. Det betød så, at jeg efter hele den stressende periode med jobcentret og psykiaterbesøg begyndte at date igen.
Problemet er dog, at jeg desværre er begyndt at få mange bange anelser og har lyst til at give op på forhold. Jeg føler mig virkelig ikke god nok i øjeblikket, for jeg oplever ofte at blive set ned på, og at det, jeg går hjemme, ikke er særlig attraktivt. Jeg var sidste år i et situationship med en pige, som ofte brugte det imod mig, når vi havde diskussioner. Hun var jaloux over, at jeg ikke behøvede at arbejde, mens hun var fanget i hamsterhjulet. Jeg blev kaldt samfundstaber, og det var ikke særlig sjovt.
Jeg prøver virkelig at gøre mange ting rigtigt. Jeg har brugt de seneste 2 år på at træne, fordi det hjælper med at holde min depression og angst nede på et tåleligt niveau, så jeg er fit og går op i mit udseende. Jeg synes selv, at jeg er en fantastisk partner, som godt kan lide at forkæle med kvalitetstid, tjenester, fysisk touch og små gaver. Der er selvfølgelig ting, som jeg ikke er særlig god til, fx min angst kan være en udfordring i forhold, men det er jeg opmærksom på og aktivt forsøger at forbedre.
Jeg har fin succes med at få matches på datingapps, men det er virkelig træls at snakke mega godt med en og så kommer den klassiske "hvad laver du så egentlig til hverdag?", og så kan dynamikken ændre sig, og vedkommende kan trække sig. Det har jeg oplevet rigtig mange gange, og jeg accepterer det, men jeg vil også indrømme, at det er trist, hvis man klikker godt. Jeg kan jo ikke gøre for min situation. Er der overhovedet håb?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Gloryia21 at 2024-03-18 13:25:10+00:00.
sund55 at 2024-03-18 18:47:36+00:00 ID:
kvgraskTusind tak for dit input.
Jeg vidste jeg ville blive downvotet. Det sker engang imellem pga. Direkte og skarpe holdninger.
Men super fedt med et input som dit.
Lad os støtte hinanden i at vi godt kan. Kan mere end hvad vi tror. Og så vidt muligt droppe offer mentaliteten 😎👍
Shayah87 at 2024-03-18 21:34:46+00:00 ID:
kvhl17rJeg kan understøtte din pointe! Jeg har selv fået førtidspension som 30-årig og er ENORMT glad og lettet for at jeg endelig fik den der.. dog, havde det været en stor hjælp hvis jeg havde fået den tidligere. Dette fordi, at den eneste måde hvorpå jeg ville have en chance for at komme i arbejde/uddannelse, ironisk nok var gennem den ro jeg omsider fik ved at ‘få fred’. For jeg kan ikke arbejde som det er nu - men jeg er på vej! Jeg har under ingen omstændigheder lyst til at forblive førtidspensionist. Men jeg tror OGSÅ på man er sin egen lykkes smed, og at det ikke nødvendigvis er en situation der behøver at være permanent. Naturligvis kræver det at man tager tingene i eget tempo og finder den rette hylde til een, og det kan være svært - men svært er ikke = umuligt. Man må gudskelov arbejde lidt ved siden af sin førtidspension, og det har jeg i perioder brugt som personlig jobtræning.. For at bedre og vænne mig selv til jobsituationen - det er svært, men jeg stopper ikke. Man kan også sætte sin pension i bero hvis man vil prøve sig ad med et job, dog er det ret risky i og med pensionen er mega svær at få igen hvis først man slipper den, og mange frygter at ryge tilbage i systemhelvedet.
Anyways. Jeg - som førtidspensionist - er totalt enig med din post og tror på at med ærlighed og af og til lidt ‘tough love’ kommer man altså længere end rygklapperi.
Til OP: Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige andet end at jeg håber du en dag kan komme ud af din pension.. du er stadigvæk ung, så brug din “ro” nu på at få det bedre. Dyp tæerne i vandet og prøv dig selv lidt af så du på et tidspunkt kan arbejde igen. Ønsk at der er lys forude, lad for alt i verden vær at give op. Mht. dating så ja.. den er desværre ikke så god/fair hvis man er mand som førtidspensionist, der er noget politisk uvelkommen psykologi og natur der gør kvinder gerne vil ha en der ‘tager sig af dem’, dette i vor tid og samfund skal i høj grad forstås økonomisk - mange af dem der ikke vil er så tilgengæld kontrollerende af. Man vil gerne se op til en mand, og desværre - om så piger lige vil indrømme det eller ej (der er nok mange der spiller hellige og siger det modsatte men……), så falder det lidt til jorden hvis man er økonomisk udfordret. Konstruktivt: Henfør i samtalerne med potentielle dates til, at du jo er ung og agter at arbejde dig ud af din situation men pt har brug for ro, hvilket pensionen giver dig. Det viser lidt styrke og ansvarsbevidsthed, samt modenhed. Det er allerede en indstilling der gør man kan få lidt mere respekt for dig, da du derved virker handlekraftig og optimistisk.
:)
Jeg er selv kvinde og førtidspension er liiidt en hæmsko i datinglivet, men slet slet ikke som jeg forestiller mig den må være det for mænd.
Rigtig god vind til OP!!
sund55 at 2024-03-19 07:45:26+00:00 ID:
kvjs5jlTusind tak for dit input. Det er virkelig værdsat.
Mit "tough love" gjorde at jeg blev kaldt både kvindehader og alt muligt mærkeligt. Så det er >seriøst< værdsat når der kommer nogle der har det inde på kroppen og godt kan forstå mit perspektiv. 💯💯❤️❤️