Halløjsa. Jeg er en mand i 20'erne, som synes, livet er lidt svært. Jeg har kæmpet med mentale sygdomme siden barndommen og fik tilkendt førtidspension for 1.5 år siden. Jeg er siden blevet mere stabil og kan nu fokusere lidt bedre på de ting, som giver mig glæde her i livet. Det betød så, at jeg efter hele den stressende periode med jobcentret og psykiaterbesøg begyndte at date igen.
Problemet er dog, at jeg desværre er begyndt at få mange bange anelser og har lyst til at give op på forhold. Jeg føler mig virkelig ikke god nok i øjeblikket, for jeg oplever ofte at blive set ned på, og at det, jeg går hjemme, ikke er særlig attraktivt. Jeg var sidste år i et situationship med en pige, som ofte brugte det imod mig, når vi havde diskussioner. Hun var jaloux over, at jeg ikke behøvede at arbejde, mens hun var fanget i hamsterhjulet. Jeg blev kaldt samfundstaber, og det var ikke særlig sjovt.
Jeg prøver virkelig at gøre mange ting rigtigt. Jeg har brugt de seneste 2 år på at træne, fordi det hjælper med at holde min depression og angst nede på et tåleligt niveau, så jeg er fit og går op i mit udseende. Jeg synes selv, at jeg er en fantastisk partner, som godt kan lide at forkæle med kvalitetstid, tjenester, fysisk touch og små gaver. Der er selvfølgelig ting, som jeg ikke er særlig god til, fx min angst kan være en udfordring i forhold, men det er jeg opmærksom på og aktivt forsøger at forbedre.
Jeg har fin succes med at få matches på datingapps, men det er virkelig træls at snakke mega godt med en og så kommer den klassiske "hvad laver du så egentlig til hverdag?", og så kan dynamikken ændre sig, og vedkommende kan trække sig. Det har jeg oplevet rigtig mange gange, og jeg accepterer det, men jeg vil også indrømme, at det er trist, hvis man klikker godt. Jeg kan jo ikke gøre for min situation. Er der overhovedet håb?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Gloryia21 at 2024-03-18 13:25:10+00:00.
SilveredUndead at 2024-03-18 16:36:41+00:00 ID:
kvgb0fiJeg har ret nær personlig erfaring med det her, og jeg kan kun sige at du skam ikke skal give op. Især ikke så ungt. Jeg taler som en i midt 30’erne som er så heldig at have fundet en fantastisk mand der tilfældigvis også er førtidspensionist omkring 30 års alderen.
Det er en følelse der godt kan virke selvforstærkende, hvis du selv går og tror det. Du bør finde dig noget du gerne vil. Noget du godt kan lide at lave, som giver dig noget værdi i hverdagen, og gør at du føler du udretter noget. Uanset hvor lidt, og hvad andre faktisk tænker om det.
Den type person havde fundet noget andet grimt at sige til en anden. Det er ikke et problem med dig!
Dating er noget der tager tid. Man finder sjældent den rigtige i første forsøg, og det samme gælder her. Med hvad du beskriver, så skal du nok finde nogen der kan lide dig for hvem du er.
På mange måder beskriver du dig selv lidt som min kæreste. Han har en svær PTSD, men træner for at holde på roen, og så laver han en lille smule frivilligt arbejde. Typisk kun 2-3 timer om ugen, måske lidt mere hvis han har overskud, men der er meget lidt energi.
Vi mødtes i en alder omkring 30. Jeg havde selv mine problemer jeg sloges med i 20’erne, og kom først rigtigt igennem da jeg nåede 30, og det var ikke et problem i min optik. Han havde, ligesom dig, afskrevet det hele lidt, og bare fokuseret på at være en glad person der ikke oversteg hans energiniveau. Det var det der tiltrak mig.
Der vil aldrig være nogen der er helt og anderledes perfekt. Så længe alt andet er godt, så skal der nok være nogen der er ligeglade med om du har et fuldtidsarbejde eller ej. Meget ofte er økonomi sekundært hvis du er virkelig rar og behagelig at bruge tid sammen med. Selv hvis du ikke er der nu, så er der ingen grund til at give op. Det kommer en dag!