Halløjsa. Jeg er en mand i 20'erne, som synes, livet er lidt svært. Jeg har kæmpet med mentale sygdomme siden barndommen og fik tilkendt førtidspension for 1.5 år siden. Jeg er siden blevet mere stabil og kan nu fokusere lidt bedre på de ting, som giver mig glæde her i livet. Det betød så, at jeg efter hele den stressende periode med jobcentret og psykiaterbesøg begyndte at date igen.
Problemet er dog, at jeg desværre er begyndt at få mange bange anelser og har lyst til at give op på forhold. Jeg føler mig virkelig ikke god nok i øjeblikket, for jeg oplever ofte at blive set ned på, og at det, jeg går hjemme, ikke er særlig attraktivt. Jeg var sidste år i et situationship med en pige, som ofte brugte det imod mig, når vi havde diskussioner. Hun var jaloux over, at jeg ikke behøvede at arbejde, mens hun var fanget i hamsterhjulet. Jeg blev kaldt samfundstaber, og det var ikke særlig sjovt.
Jeg prøver virkelig at gøre mange ting rigtigt. Jeg har brugt de seneste 2 år på at træne, fordi det hjælper med at holde min depression og angst nede på et tåleligt niveau, så jeg er fit og går op i mit udseende. Jeg synes selv, at jeg er en fantastisk partner, som godt kan lide at forkæle med kvalitetstid, tjenester, fysisk touch og små gaver. Der er selvfølgelig ting, som jeg ikke er særlig god til, fx min angst kan være en udfordring i forhold, men det er jeg opmærksom på og aktivt forsøger at forbedre.
Jeg har fin succes med at få matches på datingapps, men det er virkelig træls at snakke mega godt med en og så kommer den klassiske "hvad laver du så egentlig til hverdag?", og så kan dynamikken ændre sig, og vedkommende kan trække sig. Det har jeg oplevet rigtig mange gange, og jeg accepterer det, men jeg vil også indrømme, at det er trist, hvis man klikker godt. Jeg kan jo ikke gøre for min situation. Er der overhovedet håb?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Gloryia21 at 2024-03-18 13:25:10+00:00.
Mean_Excuse_5827 at 2024-03-18 14:38:13+00:00 ID:
kvfpd30Jeg er selv ung på førtidspension pga usynlig fysisk sygdom+handicap deraf.
For lang tid siden poppede en statistik om unge på førtidspension og dating op, der var kun statistik for kvinder, unge, husker ikke præcist tallene men det var 18-35 år ca, hvor omkring 98% ikke var i forhold. Det er dejligt at din sygdom er blevet stabilt til et punkt hvor du har fundet et overskud til at date, men som du selv siger kan den give benspænd for og i en romantisk relation. Det at du træner + får matches virker som et ekstra plus for udgangspunktet.
Når folk spørger ind til "hvad jeg laver til hverdag", har jeg et semmi autosvar/pitch klar.
Det gælder alle relationer, mit råd er at sætte dig ned og gøre dig selv klar hvor meget har du lyst til at fortælle hvem og hvad fokus skal være.
Mit svar er at snakke om mine hobbyer, passioner og interesser (selvom de hinter til arbejde, men hvis ikke de spørger direkte til arbejde, så er de ovennævnte federe, og lige så rigtigt).
Snak om din træning, at passe på din krop, du kan også hinte man bare bliver gladere, får bedre energi mentalt og kan gøre mere for dem du holder af fx (det er en let probing og introduktion til ens mentale status). Tal om dine andre hobbyer, det kan være familien er vigtigt osv, god energi smitter, før de spørger til arbejde kan du jo spørge ind til dem, hvad der interesserer dem.
Jeg tester stadig på folk hvordan og hvad jeg taler om, folks reaktion til FP har jeg stadig ikke grejlet, man kan ikke se det på mig og min udstråling udseende er fint.
Ærligt du skal sælge dig selv, så gør dig tanker om hvordan du bedst sælger det positive overfor damerne, uden at lyve, men heller ikke nødvendigvis smide hele verdenssituationen på bordet på første date. Alle har et eller andet, ikke i vores grad, men helt sikkert sider og ting de ikke sælger sig selv på på første date :)
Det lyder som en ærgerligt og usund relation, min oplevelse er at nogle projicerer deres egen frustration over ikke at arbejde med det de finder meningsfuldt, over på førtidspensionister, alt imens de formår at neglicere hele sygdomsdelen der gør de ikke kan arbejde.
Jeg tænker der er håb for at du kan finde en kæreste, der er masser af unge kvinder som selv dealer med mentale ting og som vil, i en grad, kunne relatere og identificere sig selv med det. Dertil også kvinder uden som også er en mulighed. Havet er nok ikke vanvittigt stort, men man skal jo bare have fat i en sød og god :) Hvis du får swipes, ser ok ud fysisk, ellers er sød og rar, så er du allerede et langt stykke.
Mit udgangspunkt er, ud fra din begrænsede funktionsbeskrivelse, meget mere handicappet, og der er masser af tilbud- men 1. der er andre forventninger til kønnene, 2. det er svært at navigere forhold med abled mennesker, og vide hvor meget folk reelt ligger i det og ville gide bære mig rundt, idk, jeg tror stadig på det, men det er meget sværere
KarmusDK at 2024-03-19 02:28:42+00:00 ID:
kvivpsh"ser ok ud fysisk" 😒
Udover det, virkelig godt indlæg.
Mean_Excuse_5827 at 2024-03-19 06:08:40+00:00 ID:
kvjkg8wHan nævner han træner, er fit og går op i sit udseende 😒 hvad skulle der have stået?