Jeg er en kvinde på 21 år. Jeg kommer fra Sønderjylland, hvor jeg er født og opvokset - men har de seneste 3 år været bosat i en større by i Midtjylland.
Jeg har boet ude siden jeg var 17 - dog kun alene i ‘kort’ tid, da jeg som sagt flyttede til Midtjylland. Jeg flyttede, da jeg mødte en jeg gik hen og blev kærester med - vi flyttede ind sammen i hans lejlighed. Jeg flyttede langt væk fra mine (få) veninder og hvad jeg ellers havde - og stoppede endda i 3.g. Jeg havde ingen veninder, ingen familie, fritidsaktiviteter eller andet (og kendte intet til byen). Men jeg husker egentligt de 3 år som okay, da jeg havde min kæreste og vi havde det godt sammen (altså, indtil vi gik fra hinanden).
Nå, men ..
Jeg er gået fra ham. Følelserne forsvandt, irritationerne tog over og jeg føler ikke at jeg blev prioriteret eller behandlet ordenligt mere. Jeg er nu flyttet ud for mig selv - i samme by, der stadig føles fremmed (eller fjern?) for mig.
Men, jeg føler mig SÅ ensom.
Jeg har ingen veninder her - jeg har få (måske 2) ‘veninder’ på mit studie. Det er dog udelukkende studievenner, som jeg ikke ses med privat - og (uden at lyde dømmende eller forkert?) så er de ikke nogle der heller vil ses privat.
Jeg har ingen familie jeg ses med. Min mor valgte mange år tilbage at holde med hendes kæreste, som havde seksuelt misbrugt mig og de tvang mig efterfølgende til at trække min anklage tilbage (som jeg havde lavet efter flere år med misbruget). Mine søskende skriver jeg meget sparsomt med, de bor spredt og langt væk og vi har et fjernt forhold. Min mormor er død for et par år siden - og hun var/er den eneste jeg nok oprigtigt ville kunne bruge ligenu 💔 Min far var alkoholiker og begik selvmord da jeg var 17, og hans side af familien ser jeg ikke. Resten af familien er fjern.
Jeg har intet her - og i min hjemby har jeg heller ingenting mere. De få veninder jeg havde skriver eller ses jeg ikke med. Prøvede for nogle dage siden at spørge en gammel barndomsveninde om jeg skulle komme forbi en weekend, men hun prøvede egentligt bare at udnytte mig til at kunne køre hende rundt (og jeg har ikke engang bilen fra min eks mere, så kan ikke engang lade som om jeg ikke ved hun bare udnytter mig, bare for at få selskab).
Min mor blev i dag gift på rådhuset men den kæreste det misbrugte mig. Og jeg har helt dårlig samvittighed overfor mig selv, fordi jeg faktisk overvejede at komme bare for ikke at sidde alene igen en weekend med mine tanker. Men det er imod alle mine principper, selvom det gør så ondt at se dem lege familie, og at mine søskende kommer.
Jeg sidder på sofaen hver aften og tæller timer eller dage ned til at jeg skal noget. Prøver at sprede de få ting jeg skal som fx at handle, rydde op osv på forskellige dage - så jeg har lidt at lave. Jeg sætter noget på tv’et i baggrunden imens jeg scroller på min telefon, fordi så er der mindst tanker i hovedet. Stilheden tier mig ihjel og jeg KÆMPER for at holde tårer tilbage. Forsvinder følelsen noglesinde?
Det eneste jeg har ligenu at holde fast i, er mit studie. Jeg læser til pædagog. Jeg frygter allerede sommeren. At se folk gå rundt med folk de elsker og har kær, tager på caféer osv. Som jeg plejede med min ekskæreste - vi var alle mulige stedet og selvom jeg kun havde ham, så følte jeg mig ikke ensom og sad med ondt i maven hver dag og aften.
Et lille sidespring:
Jeg er faktisk fundet sammen med min ekskæreste som jeg var sammen med da jeg var 15-18. Ungdomsforhold - lidt kaotisk, men vi havde stor kærlighed for hinanden. Jeg er SÅ forelsket i ham. Men han bor på Fyn og læser til maskinmester. Så vi har kun weekender og ikke alle, da han også har andre ting og venner, familie osv at passe. Jeg har ikke mødt hans familie (igen) endnu, da vi lige er blevet kærester igen - og vi havde et kaotisk forhold dengang, så vi venter. Men det gør jo at jeg er endnu mere alene.
Jeg elsker ham og er så forelsket og selvom der er nogle traumer fra vores tidligere forhold og sådan der skal beabejdes, så håber jeg vi kommer igennem det. Men jeg har det igen lidt dårligt over, at jeg igen i de lange nattetimer nogle gange kan tænke: Vil jeg hellere være sammen med min anden eks, for ikke at være ensom? Altså, det vil jeg jo ikke men fuck det dræber mig at sidde med sådan en følelse. Og jeg kan også ofte tænke hvad hvis vi går fra hinanden, så har jeg jo vitterligt INTET - ikke engang et par gange/dage i måneden. Jeg er ung, 21, studerende, jeg burde LEVE LIVET. Jeg er ensom, har bragende angst for alt og højst sandsynligt også haft en årelang ubehandlet depression.
Hvad fanden gør jeg?
Læge, psykolog, lever med det?
Undskyld for et langt, forvirrende skriv - som så ikke engang er fyldestgørende. 💔
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/justneverno at 2024-03-23 23:22:30+00:00.
