‼️Vigtig edit nederst‼️
Kære hestenettet. Jeg beklager på forhånd det lange opslag fyldt med øv. Men jeg finder mig selv på er punkt, hvor jeg for længst har mistet fodfæstet og længe har padlet for at holde mig oven-vande. Så please kom med jeres bedste råd og fif.
Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Jeg er en mand i start 30’erne med ét barn, gift og et forholdsvis godt arbejde. Ikke prangende, men ganske fint til dagen og vejen. Mit barn har fyldt meget af flere årsager, som jeg helst vil undgå at komme dybere ind i. Det har medvirket til, at min hustru og jeg de sidste par år har haft lidt knas i forholdet. Det har været særligt udpræget det sidste halve års tid, hvor vi nu er på et punkt hvor vi snapper af hinanden i tide og utide. Vi føler begge hele tiden, at vi er i vejen for hinanden, og så har vi virkelig svært ved at føre ordentlige dialoger.
Sideløbende med det, har der det sidste 1-1,5 år været åndssvagt travlt på mit arbejde, da vi har været præget enormt af sygemelding på sygemelding, og opsigelse på opsigelse. Det hele krydret lidt med et par omstruktureringer. Jeg føler mig på ingen måde udsat i min stilling, men den her konstante “slukken ildebrand” og uro har medvirket til, at min chef efterhånden gør afdelingen utålelig. Han gik selv ned for et par måneder siden, og det har så kun medvirket til, at hans behov for kontrol stiger stødt. Vi er på mange måder en ret skrøbelig afdeling, og jeg er efterhånden en af de sidste tilbage der ikke er ny eller ikke (endnu) er lidt skrøbelig mentalt. Ikke at jeg på nogen måder antyder noget forkert i dét. Vi er alle mennesker, og kan alle pludselig finde os selv i bunden af et meget dybt hul. Desværre, for jeg ønsker det ikke for min værste fjende. Det er der fuld forståelse for.
Den her tumult de sidste par år har gjort, at jeg nu står og føler, at jeg ikke kan finde mig selv mere. Føler at stress eller depression står og ånder mig i nakken, føler ikke mit ægteskab fungerer på nogen måde og jeg føler mig virkelig bare utilstrækkelig. Som mand, kollega, medarbejder og ikke mindst far.
Mit selvværd har aldrig været noget at prale af, og har altid haft et udpræget pleaser-gen, samt haft et enormt behov for at “hjælpe” andre. Med andre ord, jeg dræner også mig selv følelsesmæssigt i alt der her, fordi jeg sætter alle andre før mig. Og ja, at ved jeg at det nemmer svar er: ”du kan ikke redde andre, før du har reddet dig selv”. Men det er ikke en mulighed lige nu. Hvis ikke jeg tager fra i afdelingen lige nu, så skal en anden - og hvis “en anden” skal, så er der en voldsomt overhængende risiko for, at vedkommende går ned eller alternativt siger op. Dermed bliver der skabt en endnu større arbejdsbyrde.
Der er formentlig endnu flere faktorer der spiller ind i min krise, og jeg svarer gerne på undersøgende og uddybende samt relevante spørgsmål.
Håber virkelig at nogen hang i hertil 🤞🏼 please kom med jeres absolut bedste input 🙏🏼 pft.
EDIT: en vigtig detalje jeg glemte i alt skriveriet er, at jeg oven i ALT det her også går lidt med en mistanke om, at jeg “lider” af en eller anden mild form af ADHD og/eller autisme. Det er aldrig noget jeg har fået undersøgt, for er egentlig ikke interesseret i at få et stempel. Men der er bare nogle ting i mit hoved, som jeg ikke nødvendigvis altid tror følger normen.
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/THCOG at 2024-03-24 23:43:12+00:00.
