Worried_Toe2934 at 2024-03-14 04:06:33+00:00 ID: kuselni

Det du beskriver er jo ikke små oplevelser. Og din kammerat er måske en klaphat, men er han gjort bevidst om at han er en klaphat og hvordan du har det med at han snakker på den måde?

Jeg kan sagtens sidde med én kammerat og have en intern form for humor som er ekstremt grænseoverskridende, sort og fordomsfuld og en anden samtale med en anden person hvor den samme humor aldrig ville være fuldstændig uacceptabel.

Så grunden til at jeg spørger er om du har italesat at det er et problem? Hvis du har “spillet med” og grint af hans form for humor vil han jo selvfølgelig tænke det er noget du finder sjovt, hvorimod at tage samtalen, måske kunne få han gradvist til at stoppe og jeg vil understrege gradvist. Har man først opbygget en intern form for humor i årevis, så kan det sgu være svært lige at tilpasse sig fra den ene dag til den anden.

Som et godt eksempel kan jeg sige at jeg har en kammerat hvor vi kunne joke om ALT. Intet var forbudt og vi opbygger typisk en samtale hvor vi indtager en meget fordomsfuld karikatur af eksempelvis en homofobisk amerikaner og så sidder og gør grin med at ting er “gay” nærmest uanset hvad og så har en samtale derudfra. Det kunne også være racistisk, kvindefjendsk osv osv. simpelthen indtage den mest ekstreme holdning og herefter grine af hvor latterligt det er.

Men her skete jo det at han lige pludselig fik børn. Vi har altid kunne gøre grin med hinanden om alt. Hinandens familie, omgangskreds whatever. Vi kan sagtens sige til hinanden at vi kneppede den andens mor i går og så bliver den kvitteret med at han har kneppet min mor på en endnu mere absurd måde i retur og så kører scenariet længere og længere ud. Men her kommer vi på et tidspunkt over i en samtale om at han netop havde fået en unge og jeg får lavet en åndssvag bemærkning om at det var en lækker lille sag. Han grinede med, men fordi jeg kender ham nåede jeg også at se ud fra grimassen at den krydsede en grænse.

Han italesatte det aldrig og jeg har aldrig krydset den grænse igen og intet har ændret sig, vi er lige gode venner. Men jeg har så også en bevidsthed om at lige den ene grænse med at inddrage hans barn er no-go, imens alt andet så er tilladt. Men havde jeg nu ikke været i stand til at aflæse at det ikke var i orden, så ville jeg jo have fortsat i den tro at det var helt okay. Han grinede jo og vi gør grin af alt andet, så hvor skulle jeg vide fra at det pludselig ikke var i orden, hvis jeg ikke lige kan læse en anden persons reaktion.

Jeg arbejder dagligt med psykisk syge og har en baggrund hvor jeg har været i et ret hårdt miljø, så jeg har til enhver tid været meget afhængig af at kunne afkode ansigter og hurtigt prøve at deeskalere situationer, ud fra hvordan det jeg siger, bliver taget imod. Men det er ikke noget man kan forvente at enhver lige har den egenskab. Vores sociale kompetencer varierer meget. Hvor jeg fx sagtens kan spotte aggression og hvornår jeg har krydset en grænse til perfektion, så har jeg også begrænsninger og parametre hvor jeg er på grænsen til retarderet.

Jeg kan fx ikke læse attraktion. En kvinde kunne sætte sig med, tage tøjet af, spørge om jeg ville med hende hjem og jeg ville tro at hendes invitation var til at jeg skulle hjem og hjælpe hende med et eller andet problem såsom at fixe hendes PC.